Juleberetning 2017

Vi ønsker vores venner og familie en glædelig jul og Godt Nytår!

Året har vi mest foretaget små ture i Danmark med og Sverige. Henrys ene hofte begyndte at strejke så meget, at vi har været nødt til at blive hjemme. Vi har haft sjove gæster via airbnbværtskabet, hvor vi lejer værelser ud efter behov. Robert Bacon, en skotsk elite idtrætudøver i Triathlon deltog i juni i E.M. i Herning og i juli kom verdensmesteren i BMX Simon Andresen og hans mekaniker Emil et par dag under D.M. BMX i mudder. De ejer en café med cykelværksted i Klampenborg, som vi besøgte i august.

 

 

This slideshow requires JavaScript.

Efter en vellykket operation fik vi mod til at planlægge en ferie i Californien i november. (Forsinket sølvbryllup).Vi havde modtaget en invitation til Thanksgiving hos Paulas datter i kystbyen Oxnard tæt på Los Angeles. Hvornår får vi en sådan chance igen?

Paula & Mike med os på tur rundt i landet
Paula & Mike med os på tur rundt i landet

Vi sørgede for at besøge i alt tre byer for at se så meget som muligt og vi fandt ud af, at togene “Amtrak” klarede at tage os fint rundt. Busser tog os fra og til stationerne. Ingen amerikanere vidste meget om det, men heldigvis kunne vi selv finde ud af at bestille billetter. Paula har vi lært at kende gennem blogging, idet hun har skrevet en bog om sin næsten glemte far Hans Pedersen, der immigrerede til U.S.A. i 1884 og var med til at opbygge Seattle og andre byer på Vestkysten. Henry har skrevet om ham i linket undet navnet.

 

This slideshow requires JavaScript.

Ferien i november i Californien blev uforglemmelig, fordi den var så varieret. 6 dage i San Fransisco, som er en verden at udforske. Vi kom rundt ved hjælp af rejsekort til bus og sporvogn. De stejle gader var ellers svære at komme op og ned ad for Henry. Heldigvis er ikke alt stejlt.

 

Der er en berømt park “Golden Gate Park”, som blev berømt under ”Flower Power” tiden sidst i 1960’erne. Den er skabt som Central Park i New York på et stykke jord, som ellers var helt goldt pga. beliggenheden tæt ved Stillehavet. I en anden park ”Lincoln Park” lå et imponerende “Legion of Honor” kunstmuseum, som vi var meget glade for at se. De havde kunst fra alle perioder. Der var udsigt til Golden Gate broen derfra. Den bro var vi vilde med og så den i regn, i mørke belyst af byens mange lys og i fuld solskin.

For at opleve mere af byen flyttede vi hotel de to sidste dage. Det var et historisk Victoriansk hotel fra 1906 tæt på den berømte Fisherman’s Wharf. Det sjove ved det var at kun de mest opgraderede fik håndvask på værelset. Alle måtte dele toiletter og til gengæld var der et såkaldt ”royal flush” altså ”træk og slip”. Alt var renoveret i den gamle stil og personalet var meget venligt. Det at alle skulle tage hensyn gav stedet en oplevelse af, at være på pensionat. Vi var også tæt på en transferbus, som kunne tage os til togstationen i Oakland. Det var med stort besvær at vi fandt ud af det, da det ikke er almen viden, hvordan man klarer sig med tog som transportmiddel.

 

Det endte med at blive en stor oplevelse at rejse med almindelige folk i de store tog i to etager. Der var café og spisevogn. Der var langt mellem stationerne og i god tid fik vi at vide at toget standsede og folk kunne gå ud at få luft, ryge, men kun en bestemt afstand fra dørene. Vi skulle huske at lægge mærke til tiden, for det var ikke sjovt at blive ”left behind”. De havde styr på, hvem der var med og alle fik en seddel med destinationen, som vi skulle sætte fast under hattehylden. Det gjorde at personalet kunne se, at vi også kom af de rigtige steder. Var der ikke plads i spisevognen kom personalet med mad til os på de rummelige sæder. Vi kørte med Amtrak to gange. Først 3-4 timer til Salinas og med transferbus til kystbyen Monterey og siden igen til Salinas og videre mod syd til Oxnard. Buschaufføren behøvede ikke at se billetter, han råbte bare vores navne op!

Klimaet blev varmere og varmere jo mere vi kom sydpå. Efterår/sensommervejr i San Fransisco og sommervejr i Oxnard. Der var meget at se på vejen i form af øde bjerglandskaber og til sidst selve kyststrækningen.

 

Monterey var meget anderledes end San Fransisco, idet det var grundlagt som det første i Californien af Spanierne. Byggestilen var mexicansk inspireret. Da guldfeberen rasede og byen var ny forlod folk deres nybyggede huse for at drage videre til en anden del af Californien.

 

Den kendte forfatter fra Scotland Robert Stevenson har været med til at gøre byen berømt. Han har blandt andet samlet inspiration til ”Skatteøen” i disse omgivelser. Der var pelikaner og søløver at se i havneområdet og historiske bygninger, som man fik guidede ture i af volontører om historien. Vi var der i to dage.

 

Den sidste uge i det varme Oxnard nær Los Angeles var en helt anden ferie. Vi blev taget med rundt på sightseeing i bil af vores værter Paulas datter og svigersøn. I denne rigmands by kan man ikke komme omkring uden bil. Uden en kender af området ville vi have siddet fast i trafikken, men Ellen kendte bagvejene. Vi mødte Paula og det var meget spændende. Hun var dog meget udmattet efter en lang rejse til det kolde Seattle for at samarbejde med sin Publisher om sin bog. Det er et kæmpe arbejde at lære, hvordan man promoverer en bog.

Klimaet var meget behageligt. En tør varme, der gjorde at vi aldrig frøs. Mørket faldt på kl 17 og det blev koldere derefter. På selve Thankgiving Day blev vi sejlet i deres lille elektriske båd med soltag i ca 2 timer i de mange havneløb i byen. Vi var også lidt ude på de vilde våger på Stillehavet. Om formiddagen havde jeg løbet langs stranden en tur på 8 km. Det var i 26 grader varmt. Vi spiste buffet på deres yacht klub.

Der var alt det de har til Thanksgiving: Kalkun, skinke, laks og masser af tilbehør. Tranebærsovs, kartoffelmos og søde kartofler, grønne salater og græskar pie. Til dessert alle slags kager blandt andet Pecannødde pie. Vi behøvede ikke mere den dag.


 

I løbet af året har vi ofte været i Aarhus i forbindelse med løb og har der mødt Ditlev og som regel besøgt Aros, der som regel har gode særudstillinger. På Amalienborg så vi en spændende udstilling med mange ting, som kongehuset har brugt. En barnevogn, som blev brugt til en af prinsesserne og en vugge fra dronning Margrethes egen tid i 1940.

 

Vi havde en længere tur i maj i Sverige, hvor vi havde sommervejr. Vi var mange steder i Sydsverige blandt på Ikea museet, hvor jeg med møje fandt en side i 1968 kataloget, som min far brugte til at kopiere en seng og et bord til mig. Han havde lavet det noget om, hvilket gjorde at jeg ikke genkendte siden med det samme. Han kunne lide at lave alt selv, selvom det må have været billigere selv dengang at købe direkte fra Ikea.

 

Til sidst nåede vi op til Uppsala for at se Andreas og hans familie. Zoe er tre år og den lille Oliver blev 1 år i maj. Familien var i Sydafrika fra august til oktober, hvor børnene fik lejlighed til at være i deres mors land og møde hele den store glade slægt og fik set en masse skøn natur og dyr i reservater og Zoo.

 

Vi var flere gange med Ella 6 år og Erika 2 år på Frilandsmuseet og det var sjovt at se det gennem deres øjne. Der var meget liv der, da både skoleklasser og børnehaver var på udflugt i sommeren. For de mindste kunne man lede efter tøjmus i de gamle huse og se små uddrag af eventyr af dygtige skuespillere. Til min store glæde har Erika arvet min interesse for dukker og dukkevogne og legede meget intenst med mine gamle ting de to gange hun har været hos os i 2017.

 

Vi var også må en fin tur til Tyborøn for at se ”Sea War Museum” Der er en stor udstilling om Jyllandsslaget i 1916. Et kæmpe slag fra første verdenskrig med mange døde til ingen nytte. I området udenfor i klitterne ses kunstværker, der illustrerer de mange involverede tyske og engelske skibe og hvor mange, der døde fra hver besætning.

 

Den 4. juli tog vi til Jelling egnen og lagde en hjemmelavet mindekrans på en amerikansk pilots grav. Vi syntes at han fortjente det. Henry har sat sig ind i historien om Jack Hodge og skrevet om ham. Det har medført at en blogger fra U.S.A. og en fra Australien har læst og kommenteret hans artikler, der kan google oversættes.

 

Sølvbryllyppet blev fejret af børnene på restaurant i Virum og vi fik fine gaver i Kgl. porcelæn. Torben og Lis gav os et ophold på Comwell Holte og en fin gourmet frokost i Humlebæk, hvor vi samtidigt fejrede Lis 60 års fødselsdag.

 

Henry har også gjort et stort arbejde i at digitalisere og scanne alle min mors venindes breve fra deres livslange venskab fra 1946 til deres død i 2008 og 09. John, Joseys anden søn har vist stor interesse og har ordnet alt kronologisk og vil hjælpe os at få det udgivet. Han har opdaget masser om sin mor, som han aldrig har vidst og han anerkender, at det var ”et brillant træk af Ruth at gemme brevene” og han er også glad for at jeg i det sidste brev til hende fortæller hende, at vi har alle brevene.

Dionne Femlingedukkerne og Paula Pederson

Gennem min blogging har jeg fået et meget værdifuldt venskab. Paula Pederson er datter af en fremgangsrig byningsmatador i Seattle. Hans Pederson (1864-1933) stammede fra Stenstrup på Fyn, hvor han voksede op hos sine morforældre. Som tyveårig immigrerede han til U.S.A. Han arbejdede sig op til at forestå mange slags store bygningsværker, hvoraf mange står endnu. Foruden bygningsværker var det drænering afsumpområder anlæggelse af veje, kloakering og jernbanespor og meget andet.

Paulas mor var af fattig ukrainsk slægt, der var immireret til Canada og hun mødte Hans, da hun plejede hans døende kone. De giftede sig hurtigt og tre måneder efter at Paula var født i 1933 døde faderen.

Moderen var 42 år yngre end Hans og omtalte ham aldrig bortset fra at hun havde fortalt engang at faderen var død som ung arkitekt i en bilulykke.

Først da Paula var over 60 år fandt hun ud af, hvilken fin og dygtig mand hendes biologiske far havde været. Mange fra hans slægt var kommet til Seattle for at arbejde for ham og han havde taget sig godt af alle. Da den økonomiske depression satte ind først i 1930’erne gik hans forretninger ned samtidigt med at han blev alvorligt syg.

Moderen giftede sig igen med en 18 år ældre mand og de levede som udenlandsamerikanere i tiden før 2. Verdenskrig. Det var Manilla, Shanghai og Honolulo. Det ydre og fine betød alt for moderen så børnene var mest sammen med barnepiger og overladt til sig selv.

Paulas bog Mysterious Builder of Seattle Landmarks er netop udkommet efter års intensiv research. Paula skildrer sit liv hudløst ærligt, som om det med ærlighed var en mangelvare i Paulas opvækst.

En situation, der ikke omtales i bogen, er hvor hun og moderen og lillesøsteren går fra borde tidligt om morgenen på første evakuering fra Shanghai til Seattle. Se historien i Paulas blog. I flere timer havde moderen lavet slangekrøller på Paula for at blive fotograferet på vej fra landgangen. Det hele for at blive fotograferet til bladene som High Society folk, der kom hjem fra udlandet. Paula er skrækslagen, fordi hun tror de bliver skudt af de mange blitz fra fotograferne.

Paulas billede
Paulas billede

Dionnequints1
Dionnequints Public Domaine from Ontario Canada

I bogen omtales kort fra Manilla at hun i fem års fødselsdagsgave fik Dionne femlinge dukker i ens tøj. Det må have været en meget fin gave på niveau med, hvad en prinsesse kunne få. Jeg måtte finde ud af noget mere omkring de dukker og det viste sig at være modeller af Canadiske meget smukke femlinger født først i 1930-erne af fattige forældre. De blev taget fra forældrene og opbevaret i et hospital, hvor folk kunne komme at se dem lege gennem glasruder. De de var ni år gamle blev de sendt hjem til forældrene igen. Det gjorde man mod børn dengang. Jeg ved ikke, hvilke af dukkerne Paula fik, da de fandtes i  flere udgaver og årgange.

Marie, Emilie, Cecile, Annette and Yvonne

Der er nogle ligheder mellem Paulas liv og femlingerne. Femlingerne blev vist frem og Paula og hendes lillesøster blev også klædt på og udstyret med elegant tøj, så de kunne blive beundret. Det havde tunge konsekvenser i form af stor usikkerhedsfølelse i opvæksten ligesom femlingerne, fremmedgjort fra forældrene, har lidt under at være blevet udstillet i årevis.

Tyske Barnevognsfirmaer

I min søgen efter barnevognskataloger stødte jeg på nogle tyske firmaer fra perioden 1936-1937.

Da jeg så forsiden på den ene følte jeg hele den afsky for det tyske, som var almindeligt i Danmark under krigen og midst ti år efter. Det er skrifttypen, der minder alt for meget om Nazipropaganda. De sidste tyve/tredive år har jeg dog fået helt andre tanker om Tyskland og kan lide at besøge landet.

Her er tre kataloger, som i den grad dannede mode for danske barnevogne før krigen. Katalogerne fandt jeg i Odder Lokalarkiv, som havde arvet al arkivmateriale fra Odder Barnevognsfabrikken. Der havde de samlet kataloger fra konkurerende firmaer i ind- og udland. Allerede under krigen har de danske firmaer rettet sig mod engelsk og evt. amerikansk stil for fra først i fyrrene var de danske modeller meget engelsk prægede og mange havde engelske navne.

Dette er et katalog fra 1936. Firmaet lavede også våben!

 

Resten af katalogets modeller Barnevogne, klapvogne og fletvogne

This slideshow requires JavaScript.

 

På Odder fabrikken har man skelet til det tyske firma

Odder katalog 1940
Odder katalog 1940

Her året efter er moden gået lidt fra den firkantede funkisstil over mod det mere afrundede

 

Et andet firma hedder Germania og kataloget er fra 1936. Forbilledet må have været biler eller motorcykler og i Danmark havde firmaet PMK næsten samme typer på den tid

 


 

De danske modeller i mærket PMK fra København. I teksten nævnes at en forfatterinde Gurli Schade gik fra København til Skagen med sin lille 14 mdr. gamle søn Virtus i denne vogn kaldet “Ingrid”. Jeg tror at det er de danske firmaer, der har kopieret de tyske vogne.

PMKnudsen Virtus
PMKnudsen “Virtus” 1936

 

 

TV set med et barns øjne

Når jeg tænker tilbage på min barndom er jeg meget taknemmelig for at have set nogle teaterstykker på TV. Jeg tror desværre ofte det kun var brudstykker, da vi altid skulle tidligt i seng. Alligevel har det gjort et stort indtryk og givet mig indsigt i voksenverdenen gennem de ting, der kunne udspille sig mellem mennesker på skærmen i TV-ets barndom.

Det første jeg ved jeg så brudstykker af “Den Skårede Krukke”. Vi havde ikke selv tv, men var taget ind hos vores naboer om sommeren Eskærs, som boede i lejlighed i Brønshøj i vinterhalvåret. Det viste sig at den blev vist på TV teatret den 15.11.1958 en lørdag og jeg har gået i første klasse på det tidspunkt.

Jeg oplevede at de optrædende havde”middelalderdragter”på og det eneste, jeg husker, var at en dame fik et ordentligt klask i bagdelen af en mandlig skuespiller. Jeg både forstod og ikke forstod. Det var i hvert fald noget, der var usædvanligt og ubehageligt. Det må have været noget mine forældre har villet se, siden de ville tage fra Herlev til Brønshøj for at se det. Det viste sig at det var et lystspil fra begyndelsen af 1800-tallet.

I 1962 fik vi selv fjernsyn og meget ændrede sig derefter. Fra at have spillet ludo og lignende med forældrene en gang i mellem var det fjernsynet, der kom til at dominere.

Et andet TV teater hed “Tretten Øre” om en fattig dame, der ikke havde råd til en hue eller hat til tretten øre. Jeg følte sorgen over at nogen var så fattig. Når jeg slår op på Google og søger på “Tretten øre” kommer kun Storm P’s monolog fremført af Ebbe Rode. Måske hed teaterstykket noget andet. Men huen kostede kun tretten øre og det var stadig for dyrt for en tjenestepige.

Et lystspil med to gamle tanter tante 1 og tante 2 i “Skærmydsler” af Gustav Wied. De er hele tiden irritererede på hinanden. De ville begge have ret og en af replikkerne var ” Månen har den farve måner skal have”. De skændtes over månens farve. En af dem var Clara Pontoppidan, som også var helt eminent også som moderen i “Indenfor Murene” om en fin jødisk slægt i København.

Skærmydsler kgl.teater
Fra et program fra det Kgl. teater først i 1950-er fra lystspillet “Skærmydsler”

Jeg så den med hende og Paul Reumert som de gamle forældre, John Price som den tykke selvglade søn og Jørgen Reenberg som den unge underdanige ansatte, som så gerne ville giftes med datteren Esther. Det var dog ikke noget for hende, men en “kristen” fra en familie, som det viste sig havde mobbet eller snydt faderen frygteligt tidligere. Det blev et stort slag for faderen, mens moderen forsøgte at støtte den unge datter til at bestemme, hvem hun giftede sig med. Siden så jeg den på Det Kongelige Teater, hvor John Price spillede den gamle far.

Clara-300x180
Inden For murene med Clara Pontoppidan og Paul Reumert

Holberg har jeg set på Det Kongelige Teater og jeg syntes det var et privilegium at mine forældre prioriterede nogle enkelte gange at give os i fødselsdagsgave at komme ind at se en Holbergkomedie eller en ballet.

Jeg fandt det svært at tale om følelser og konfliktfyldte ting i mit hjem, så disse gamle stykker hjalp mig at sætte ord på følelser og forstå nogle sammenhænge mellem mennesker.


 

På min engelske blog har jeg skrevet om, hvordan en film fra 1945 fik mig ud i at drømme om et nærmere forhold til min far