Besøg i Holbæk på Marthavej i anledning af min moster Evas 100 års fødelsdag i 2021
Asnæs gamle skole, hvor Emry var enelærer fra 1906-1913 ved nytåret
Vi forberedte en familieudflugt til min mors fødeegn, hvor to af husene står endnu og hendes skole Sdr. Skole står intakt. Her arbejdede hendes far som lærer i mange år og hun og hendes tre søskende gik der indtil realskolen. Tveje Merløse kirke har stået på det sted fra 1100-tallet og ligger få kilometer fra skole og hjem. Emry min morfar var kordegn der fra 1914 efter Asnæsårene og frem til omring 1950.
Tveje Merløse kirke set forfra
Alteret med udsmykning af Joakim Skovgaard
Tveje Merløse kirke
Lyset ved siden af Sdr. Skole i Holbæk
Del af Sdr. Skole
Del af Sdr. Skole. På første sal boede Emry i starten af sin lærergerning
Børnenes første barndomshjem Ringstedvej 3, nuværende Gl. Ringstedvej er forvandlet til en stor P-plads med skilte til Covid-19 test og vaccinecenter. Jeg husker de lave rækkehuse med små forhaver lige før jernbanedænmingen og hospitalet.
Vi parkerede på en kommunal P-plads på Rosenvæget, som Marthavej nu hedder og gik forbi nr. 5, som Emry byggede i 1929.
Indgangen til Marthavej huset med den gamle trappe
Huset på Marthavej. I 40erne og 50erne groede der vildvin op ad hele endegavlen
Flere vinduer stod åbne og da vi havde masser af tid, tog jeg mod til mig og bankede på. En venlig dame åbnede og var straks gæstfri og inviterede os ind. Hun havde købt huset for to år siden og så værdien i det gamle hus, trods mange års misligholdelse. Hun var begyndt systematisk og havde nået rigtig meget både inde og ude. Hvidmalede træpaneler sås nu i stuen, som de må have set ud dengang, jeg også besøgte huset mellem 1951-1957. Trappen til første sal var imponerende i sine smukke dueblå og hvide vægfarve.
Trappen til første sal
Den originale smukke trappe
Køkkenet hvor Asta har lavet mad og bagt
Det tidligere kordegnekontor ud mod vejen
Udsigt fra stuen eller tidligere kordegnkontoret
Første sal, hvor der var børneværelse til den skrå væg
Et kig ud i haven fra tidligere børneværelse. Der var en fransk altan oprindeligt
Den hvidmalede trappe set oppe fra. Dengang i mørk lak og evt med tæppe
Badeværelset med højt siddebadekar originalt terrasogulv
Gammelt spejl, som ligner min mormors første sal
Hoveddøren set fra entreen
Køkkenet var også bevaret i samme stil, som min mormors. Hun har lavet oceaner af mad i det lille køkken.
Vægge var fjernet mellem spisestue og døren til Emrys kontor blændet, men huset stod intakt.
I stuen mod haven er væggen brudt ned og der er lavet en udestue, der giver meget lys ind i stuen. Jeg har siddet med legetøj i den stue, som jeg forlængst var vokset fra. Desuden husker jeg den første gang, jeg oplevede at noget kunne ende fatalt for et barn. I et ugeblad var en artikel om en dreng, der havde fået armen i en vridemaskine. Det var meget slemt, men jeg som fire-femårig kunne ikke tro, at der var sket ham noget. I den stue har jeg plaget min morfar om at spille “Dejlig er den himmelblå”, hvor han sagde stop, ikke mere.
Kælderen bringer også minder for mig, idet min morfor bryggede vin, som stod og klukkede og lugtede syrligt sødt fra et lille rum tæt på kælderdøren. Min morfars erindringer foræller meget fra huset og et minde er Emrys og Astas kamp mod tiden ved at skovle en masse koks væk fra inspektiones skarpe blik. Efter krigen var koks rationeret, men da min morfar gerne ville have mere koks var han bange for at blive opdaget. Læsset kom uden inspektion!
Der findes kun få billeder fra huset, da de boede der fra 1929-1957 og min mormor til 1958, men masser af billeder fra haven især fra “Grotten” som var et læsted beklædt med masser af hvide stauder. I en tidligere artikel findes få billeder fra huset.
Jeg har fået tilladelse til at bruge billeder fra vores besøg. Husets historie betød også en del for ejeren og hun ville gerne lave en billedecollage på første sal med nogle af vores billeder fra vores album.
Stor tak til husets ejer for at tage i mod os. Det var uforglemmeligt at træde ind i det hus, der har betydet meget for vores mormor, morfar og deres børn og børnebørn på besøg i 1950-erne.
bro til badeanstalten i Holbæk
Inder bredning Isefjorden
Sti fra Anlægget i Holbæk
Få kilometer væk ligger badeanstalten, hvor familiens børn lærte at svømme og tilbragte megen tid om sommeren. Storesøster Ermegaard reddede engang min mor, da hun som lille kæk sprang ud i det dybe uden at kunne svømme. Det var “Ruth med krudt”.
Mine morforældre blev bisat på “De ukendtes græsplæne” på Østre Kirkegård ikke langt fra Sdr. Skole. Jeg syntes som lille at det var for tomt, at det var et ukendt sted på en græsplæne.
Urnestedet for de ukendtes gravplads på Østre Kirkegård
Nyboder på min mormors tid. Et postkort, som hun selv har fået
Min mormor Asta blev født i 1890 og boede i Nyboder på flere adresser indtil hun blev gift i februar 1920 som 29-årig. I en tidligere artikel har jeg vist de kort og telegrammer hendes far fik, men heldigvis har hun også gemt sine egne kort, som indirekte fortæller en smule af hendes historie.
En lille bog fra skoletiden svarer til hvad piger i dag har om at samle noget om deres veninder. Dengang var det dog mere moralsk opdragende, idet børnene får at vide, at huske familiens fødselsdage. Venindernes navne og adresser står side om side med lærernes navne. Asta gik på Sølvgade Skole fra 1897-1904.
Min mormors huskebog. Hun gik i skole fra 1897-1904
Hendes konfirmationshold fra Holmens kirke var meget stort 80 piger og sikkert lige så mange drenge. Det viser, hvor mange mennesker, der boede i og omkring Nyboder dengang omkring århundredeskiftet. De mange børn var delt op i skoleklasser, der gik enten formiddag eller eftermiddag. Hun var ked af, at hun var nødt til at gå om eftermiddagen, da det var mere anset at gå om formiddagen eller også følte hun bare det og savnede veninder, der gik på modsat hold. En karakterbog har jeg også bevaret og en broderet ting fra 1904, der viser de mange slags sting og syteknikker de lærte.
Min mormors broderiarbejde fra det sidste skoleår i 1904
Asta som konfirmand april 1904
Konfirmationstelegrammer til Asta April 1904
Konfirmationstelegrammer til Asta April 1904
Konfirmationskort
Hun var som jeg husker det meget venlig, men også ret lukket omkring sin fortid, som om hun tog hensyn til, at familien måske ikke var interesseret. Jeg tror hun led under at ikke kunne få udtrykt de ting, hun havde gået igennem, som det, at forældrene mistede nyfødte tvillinger, da hun var et år og moderen mistede sin 29 årige bror samme tid.
Min oldemor Lauras bror Emil, der døde som 27 årig fire dag før Asta blev født
Da Asta var 8 år havde hendes og Svends far fået en søn Kurt uden for ægteskabet og var flyttet hen til den dame, der var mor til ham, et sted i midten af København.
Både Astas far og mor havde flere jobs, så forældrene var meget lidt hjemme. Hendes mor gjorde rent for folk privat og i forretninger, blandt andet i et fotoatelier, som har muliggjort at de har fine fotos.
Asta og Svend 1902
Lille Svend ca 1905
Asta har taget meget ansvar for sin ti år yngre bror. Sorgen over at måtte stoppe med at have kontakt med ham, da han er først i tyverne, må også have været stor. Som ung mand viser Svend sider, der ikke er så rare. Han har store projekter igang, mangler penge, låner sig frem, men “glemmer” at betale tilbage. Det største slag var nok, da det viste sig ved moderens død, at han havde ophævet opsparingen til ligbrænningen, således at omkostningerne blev meget høje for Asta og Emry, som stod for bisættelsen. Han var utrolig smuk og charmerende. En rigtig kvindebedårer.
Astas bror Svend på den tid. hvor de stadig sås
Min mormor har været meget præget af, at faderen forlod familien og af at hun støtte sin mor. Hun skriver i et postkort til sin mor i 1911, hvor hun er på en lille ferie med sin tante, at hun håber, at moderen ikke er for ked af det, mens hun er væk!
Slide showet kan standses undervejs
This slideshow requires JavaScript.
I 1915 er Asta netop fyldt 25 år og har været ca 7-8 år i fru Schraeders manufakturhandel i Nansensgade 30. Hun går de 2 1/2 km. fire gange om dagen og der er åbent til langt ud på aftenen. Der var en middagspause, hvor hun går hjem og spiser. De lange arbejdstider og presset omkring forældrenes situation slog hende ud.
Asta blev syg med blødende mavesår og indlagt på Øresundshospitalet. Hvorlænge ved jeg ikke. Da jeg hørte om det i min tid som sygeplejeelev blev jeg meget berørt, da det er alvorligt og dengang svært at helbrede.
I de gemte postkort er der nogle fra tre forskellige unge mænd. Den ene K. Lebell har boet lige i nærheden af forretningen og kortene er stilet til Asta Nielsen i Nansensgade. Lebell har været sømand for han har skrevet fra forskellige lande.
Lebells kort til Asta
Lebells kort til Asta
Lebells kort til Asta
Lebells kort til Asta
Min mormor Asta til venstre den “lille elev” i midten og Thea Schraeder indehaveren i forretningen
Asta til venstre og fru Schraeder til højre i døren til Manufakturforretning Nansensggade 30 København K
På en båndoptagelse siger hun, at hun ikke var særlig interesseret i unge mænd. Hun har selv skrevet til K.Lebells mor fra det reconvallescenssted på Sjælland hun kom på efter sit akutte sygeleje. Men teksten er streget over og er aldrig sendt. På den måde har vi et bevis for, hvor hun var på rekreation.
Et kort til fru Lebell fra min mormors rekreation i 1925. Kortet blev aldrig afsendt teksten er overstreget
Fra Schraeders kort til Asta der var indlagt på Øresundshospitalet i 1915
Et kort fra min mormors forretningsleder i Nansensgade 30 til Asta, der er indlagt på Øresundshospitalet
Et kort fra Thea Schraeder til Asta
En hilsen fra Fru Schraeder til Asta på Øresundshospital
En hilsen til Asta under Øresundshospital afd.A1 fra Tante Hulda en faster til Asta, der bor i nærheden i Nyboder
En hilsen til Asta under Øresundshospital afd.A1 fra Tante Hulda en faster til Asta, der bor i nærheden i Nyboder
Hun stopper hos Fru Schraeder efter sygdommen, men bevarer kontakten til hende resten af livet og til “den lille elev”, der blev gift Drejsler og som hun arbjedede sammen med i butikken. Dennes børn har hun billeder af i sit album og jeg tror, Asta har været gudmor for en af dem, for der er et billede, der viser barnet på Astas arm.
Asta med Dreislers barn ved barnedåb
Asta med Dreislers barn ved barnedåb
Hun ender med at blive gift med min morfar Emry som 29 årig. De fandt hinanden mirakuløst via en kontaktannonce. Da hun mødes med ham ved Dragespringvandet på Rådhuspladsen i august 1919 arbejder hun på kontor hos en grosserer på Købmagergade.
Som gammel livede hun meget op, når hun kom i kontakt med nye mennesker, om det så var ved indlæggelser på Gentofte hospital efter lårbensbrud. Hun trivedes ikke med at være alene efter Emrys død i 1957. Hun var nødt til at flytte til Buddinge tæt på Lyngby for at være tæt på børn og børnebørn. Børnene havde travlt og kunne ikke komme så tit, som hun havde brug for. Hun kendte ikke nogen i Buddinge og der var langt til Holbæk, hvor hun stadig havde mange venner.
forlovelsesbillede Asta og Emry 1919
Tankerne fra barndom og ungdom har sikkert trængt sig på. Det var noget familien ikke forstod sig på. Hun blev leet af, fordi de fleste syntes hun burde være glad for sit liv.
Fra fireårs alderen husker jeg, at jeg synes det var sjovt og latterligt, at min far ledte efter os i køkkenskuffer og bag døre, når vi lå under spisebordet eller i et hulrum under køkkenbordet og klukkede af grin.
Som at se på et gammelt sort/hvid filmklip husker jeg tilbage i tre-års alderen, hvor min tvillingebror og jeg har været på besøg hos vores morfar og mormor i Holbæk.
Til sin konfirmation fik min mor Ruth (1923-2008) en lille gylden skindindbunden dagbog af sine skolekammerater. Hendes navn står med guld bogstaver. Konfirmationen var den 10/10 1937. Min mor voksede op i Holbæk, hvor hendes far var lærer på Søndre Skole og kordegn i Tveje Merløse, begge steder lå i nærheden af bopælen. Min mor er lige knapt 16, da hun er afsted på skolerejsen i 1939. Det var den sidste klasse inden realeksamen.
Brudstykker af beretningen har gjort indtryk på mig i min barndom, som den skrækkelige sejltur til Norge med søsyge og skibukser og fedtlæderstøvler, som jeg har hørt omtalt. Vores mor var god til at fortælle, da vi var små og hun gik hjemme med os.
Det nips hun købte husker jeg, et par miniature ski med bitte små strikkede luffer med mønster i og en lille træniste, madkasse,som jeg har endnu.
Hun skriver, at hun kun vil skrive de vigtigste ting i denne fine bog, ellers ville de fylde for meget. Turen til Norge må have været afslutningen på skoleåret 4. Mellem og realeksamen i realklassen året efter.
Dengang har skolegangen været tredelt:
Underskolen 1.-5. klasse på Sdr. Skole
Mellemskolen 6.-9. klasse på Sdr. Skole med mellemskoleeksamen og skolerejsen
Realskolen 10. klasse på Centralskolen i Holbæk
Rejsen til Norge 1939 med skolen 25/6-3/7
Starten på Norgesturen i baghaven på Marthavej 5 i Holbæk
Mandag morgen pakkede jeg rygsækken for sidste gang og trak i vandretøjet. Skomager Christian ordnede rygsækken så jeg kunne holde ud at have den på 13 kg. Møde med kammerterne. Fotografering forfra og bagfra.
Holbæk eller fra Horden i Norge
Afsked-Hurra. Snart var vi i Kalundborg. Overfarten var lidt kedelig. Der var mange andre skoler med. Ankomst til Aarhus, imponerende havn. Talte med Hr. overlærer Juul. Sjov i toget. Det vil sige det vel nok pjat det meste. Men Søderberg kan nu være sjov. Det var en lang og meget streng tur fra Aalborg banegård til vandrehjemmet. Jeg fik den øverste køje- Lissi den modsatte neden under Gerdaerne. Ude at se på byen. Aalborg er en smuk by. Vi så “Kilden” m.m.
Tirsdag morgen blev jeg vækket ved at de andre legede “Skibet er ladet”. Rundt omkring fra fik vi senere klager over at morgensøvnen var blevet afbrudt. Morgenmaden var mælk og klemmer. Ud og kigge på byen. Vi så blandt andet Obels Tobaksfabrik. Det var meget interessant. Den beskæftiger 1200 arbejdere. Bagefter fik vi alle en pakke “Meluka”.
Ruths kort fra Aalborg inden videre færd til Hirtshals
Kl. 1 med tog til Hirtshals, hvor jeg så hvad jeg aldrig vil glemme:
Vesterhavet i oprør.
Billeder fra Hirtshals
Else Vera Gurli og Bente
I storm ved Vesterhavet juli 1939 “Skagerak I”
Min mor Ruth nr. to fra venstre
Vesterhavet i oprør ved afgangen fra Hirtshals
Det var en sådan storm, at selv søfolk rådede os fra at sejle. Afleverede rygsækkene på skibet “Skagerak I”. Så beså vi Hirsthals. Var inde på en kro, så en kirke og en sluse tørrede fisk. Så gik vi ombord, uden at tænke på, hvad der ville ske. I begyndelsen var det også morsomt alt sammen, men efter nogle ordentlige gyngeture overgav jeg mig og ofrede til Neptun og selvom jeg lå på øverste dæk nåede skumsprøjtet mig. Jeg hundefrøs og var ligeglad med alt, men jeg var ikke den eneste, der led. Endelig kom Norge til syne. Vi så de første klipper og lysene på klipperne. Det var en smuk aften og et meget smukt syn. Da fjorden var meget lang, tog det tid, og da vi endelig lagde til, måtte vi vente, til vore pas var i orden. Det hjalp på søsygen at komme i land.Vi skulle være i skolen i Tordenskjoldsgaden og lå på madrasser på gulvene. Kl. 1 den aften så jeg for første gang fru K i bukser og udslået hår.
Kristianssand og omegn
Kristiansand
Ved Hovdahytta
Udenfor Kristianssand
Onsdag oppe kl. 7. Var hele dagen lidt sejlende. Morgentur på klipperne rundt om søerne og ved træerne. Det var meget svært at få fat i et postkort, men endelig lykkedes det. Det er sjovt at tale med nordmændene. De andre to klasser var rejst til Vallaheim. Kl. 10 frokost på jernbanerestaurenten. Det stod altsammen på et stort bord, og vi sad ved små borde. Så kunne vi selv hente, hvad vi ønskede. Jeg valgte te, man kunne også få kaffe og mælk. Brødet lignede vores landbrød. Så kørte vi med rutebiler ud til Norges højeste skisportssteder. Vi var sammen med nogle realister fra Sønderborg. Der var meget smukt- stejle fjeldsider. Vi var inde i en tunnel til Stavanger. Så travede vi den lange, men meget smukke vej tilbage til Kristianssand gennem “Ravnedalen”. Syrener blomstrede endnu her og der og der gik nogle påfugle omkring et lille bjælpehus, hvor vi købte sodavand. Middag på Kafé Børsen. Menu Kjöddkaker med kartofler og kål og sveskegrød. Så havde vi et par timers hvil, hvorefter vi gik hen til Kongensgade Skole, hvor der var dansk-norsk skolefest, som vi var inviteret til. Vi var jo uforberedte, men nordmændene og sønderborgerne optrådte. Blandt andet fremsagde en pige fra Sønderborg “Guldhornene” meget smukt. Danske og norske lærere talte ind imellem sang vi fædrelandssange. Tøren sagde også et par bevingede ord. Da vi kom tilbage spiste vi vore klemmer hos drengene.
Postkort fra rejsen
Vallaheim
Vejen til Vallaheim
Vejen til Vallaheim
Vejen til Vallaheim
Torsdag
Oppe at pakke kl 7. Færdig kl. 8. pjaskregn. Morgenmad hos drengene. March til banegården. I flot spisevogn kørte vi et stykke op i dalen- og nu skulle vi for alvor se kilder, elve og stejle bjergvægge. Videre med et eventyrligt lille bjergtog. Blåmalede træbænke og en lille bitte kakelovn. Vi kørte hele tiden langs en flod, der kaldes en fjord. Byglandsfjord. Det hele var så imponerende og næsten som et eventyr. I en lille by skiftede vi til rutebil og kørte i alt 72,9 km. Stod af i Bygland, hvor vi købte små ski og små vanter mm. Folk går i nationaldragter, kl 12 1/2 kom vi hertil Vallaheim Hotel.
Min mors lille niste . Mindre end en tændstiksæske
Min mors lille niste
Strandhotellet i Mandal?
Her er så hyggeligt. De to Gerdaer, Bente og jeg deler værelse med to senge. Et par af de andre har værelse for sig selv. I opholdsuen er der hjerter i stolene, som er smukt malede. På W.C. er der plads til fire på en gang. Middag kl 4 med serveringsjomfru og en lille lem, hvor hun henter maden og en ringeklokke på bordet. Først havde vi gået en tur til landsbyen og gået over en hængebro. En lille aftentur.
Fredag
Havde sovet herligt i de bløde senge. Jeg lå sammen med Bente. De andre lavede fest oppe hos drengene. Om formiddagen bjergbestigning. Det bedste synes jeg ved hele turen.
Min mor Ruth til venstre og Gurli til højre
Ruth til venstre og Gurli til højre
Vi fotograferede de smukke landskaber (men den slags skal ses) Solen skinnede og det var forår på bjerget, dværgpilene stod i knop, så vibefedt og en sæterhytte. Tilbage. Mægtig appetit til laksegratin. De andre klasser kom og hilste på os på deres tilbagetur. Kl. 2 kørte vi i rutebil til Hovden. Ruth H og jeg sad ved siden af damerne. Her er smukt og friskt i Hovden 730 meter i vejret. Vi gik til købmanden og købte erindringer.
Postkort fra turen
Postkort fra turen
Postkort fra turen
Norge. Fra Valle Setesdal
Så gik vi en tur og jeg troede, at jeg havde tabt min pung- senere fandt jeg den i min rygsæk, som jeg ellers havde endevendt. Kl 5 1/2 spiste vi aftensmad. Så gik vi en bjergtur alle. Da vi langt om længe nåede op på en top ca. 1500 meter i vejret, begyndte det at regne. Vi hoppede over sten, tuer og vandløb og blev drivende våde både for oven og for neden. Vagn gav af vanvare Birthe en oven i hovedet med et birketræ. B og jeg skyndte os derfra. Det sidste stykke fulgtes vi med Tøren, der fortalte om en bjergtur i Alperne. Vi hængte vort våde tøj rundt om pejsen og krøb til køjs.
Lørdag
Vort tøj nåede ikke at blive tørt. Nogle sko var brændt ved pejsen. Det var et festligt morgenbord, vi kom til. Kun myseosten kunne jeg ikke lide. Så gik vi hen til købmanden og købte ind. Alt var dyrt. Kl. 11 tog vi med rutebilen og kørte til kl. 20. Vidunderlig smuk natur hele vejen. Vor vogn gik i stykker og vi måtte skifte 3 gange. Endelig nåede vi Café Børsen. Her ventede de andre på os. Så fik vi noget kød, spirede ærter og aprikosgrød.
Søndag
Oppe kl 8. Morgenmad på skolen sammen med drengene. Morgentur i fjeldene. Fotograferede. Ruth og jeg løb vild i klipperne, men fandt forholdsvis hurtig tilbage. Så kørte vi med 3 rutebiler til Mandal fra kl. 11-16. Else og jeg gik af høflighedshensyn over i A klassens vogn og kedede os forfærdeligt. Joppe sang fædrelandssange alt for højt. I Mandal fik vi middag på Strandhotellet. Så gik vi tur i Mandal og kl. 5 gik vi alle til stranden. Det var for koldt til at gå i vandet. Så blev der taget nogle billeder af os. I rutebilen kom bl.a Mona, John og Vera ind til os. Vi sang moderne, mens A klassen sang fædrelandssange. Turen hjem varede kun en time. Jeg var med til at smøre mad til næste dag.
Klassen og lærerne ved stranden ved Mandal. Min mor holder en dreng i hånden på første række?
Mandag
Op kl. 4. Færdig kl. 4 3/4. Gunvor for sent til samling. March til havnen. Skibet sejlede kl. 5 1/2. Ellen vinkede farvel til os (John).
Udsejlingen gennem skærgården var meget smuk. Solen steg, men der var skyet overalt. Med et så vi en skypumpe. Det var meget ejendommeligt at se. Vandet blev suget i ligesom en stor tragt. Efter et kvarter forsvandt den. Jeg gik op på det øverste dæk og lå der i 4 timer. Der lugtede det ikke, mend det var temmeligt koldt. Jeg kedede mig —- Endelig kom Jylland i sigte, Gunver og Gerda kom hen og sang “Der dukker af disen…”
Så gik vi i land og kom over i Nordpilen kl 10 1/4 og kl 14 var vi i Aarhus. Vi havde snakket med nogle præstefolk fra Stavanger. I Aarhus ventede vi på banegården på Tøren og jeg købte chokolade og en dværgkat. Så kom vi af med rygsækkene og gik i byen og så den flotte svømmehal. Derfra til en restaurent, hvor vi fik bøf, is og kaffe Ahh. Så fik vi lov til at gå på egen hånd en halv time. Ruth og jeg gik ind i et stort varehus og købte lidt. Jeg en strandhat. Så gik vi ned til damperen og nu sidder vi her og nyder sejlturen, der rigtignok er noget andet end med Skagerak I. Kl. 23 var vi i Holbæk. Ruth sov hos os. Således endte denne herlige tur.
Ruths dagbog
Ruths dagbog
Min mors røde album i moderne mønster
Efterskrift. Det er ikke alt, jeg forstår, da det er skrevet meget kortfattet. Min mor Ruth har ikke hjemve, som jeg led så meget af i min barndom og ungdom og hun virkede til at have mange venner og var meget uskyldig. “Tøren” må næsten være inspektøren, der har været med som lærer. På den tid angav man klokkeslæt på den måde, som ses her i teksten. Alle navneord er med stort forbogstav, hvilket jeg har undladt.
Det er 60 år siden at mange unganske flygtninge, der også kom til Danmark. Jeg var fem år og husker at have stået i køkkenet i Herlev og hørte Pressens Radioavis.Min far havde sat en højtaler op i køkkenet, der havde forbindelse til radioen i stuen. Jeg troede jeg hørte noget om “Uldgarn”, men det var naturligvis Ungarn. Jeg var kun fem år, og jeg opfattede at det var noget alvorligt, der var sket i Budapest. Vi tog imod 1400 flygtninge. En tredjedel tog videre til andre lande.
Kun elleve år efter anden verdenskrig blev deres frihedstrang knust af Sovietunionen. Jeg er glad for, at vi vi tog imod dem. De har bidraget til samfundet, da det ofte er de dygtigste folk, der flygter under kriser. Nogle kom til Viborg egnen og hjalp med at lave nogle fine skovstier, som vi nyder at gå på. Den gang skulle man yde noget under den tid, der gik for at få asyl.
Barn&Mor 