I am educated as a nurse and Health visitor in Denmark. Retired, I want to share my stored up knowledge on baby care as of how to succeed. I also want to help the parents to cope with the amount of work and to feel that they manage well. I enjoy sharing with you other aspects of my life too.
Det er som en naturlov. Når et spædbarn siger forskellige lyde og på den måde udtrykker sine følelser af glæde, energi, nysgerrighed eller måske irritation, sult, kedsomhed eller træthed, så må man da svare og matche netop den følelse med passende ord og så spejle dets udtryk i mimik.
Den store spejler den lille
Barnet er så hjælpeløst og kalder på, at blive forstået. Det har brug for omsorgsfulde forældre, der kan svare hurtigt og relevant.
Alle svarene lægges på lager i hjernen og lejrer sig som følelsen at blive mødt og forstået eller, hvis svaret ikke kommer eller bare for langsomt, så er det det, der lagres : tomhed, forvirring?
“Hvad er det med mig?”spørger det. “Jeg ved ikke, hvad mit behov er, for de nærmeste reagerer ikke”, ville det sige, hvis det kunne.
Forældrene har måske øjnene begravet i mobiltelefonen. I gamle dage var det fjernsynet, der kunne være det, der skabte afstanden.
En deprimeret forældre elsker også sit barn, men er for langsom i reaktionen i de små glimt af samspil, der er så vigtige for barnets udvikling. Barnet lærer at klare sig nogenlunde alligevel. Det bliver hurtigt motorisk dygtig for at komme på egen hånd til at undersøge omverdenen. Det kigger ikke efter moderen, hvis det er hende, der er deprimeret. Heldigvis kan situationen vendes, fordi barnet er social og længes efter tilknytningen.
Spejling kan bruges i dette tilfælde til at gøre barnet interesseret. Vi siger, at det er et 8 måneders barn, der kravler rundt på opdagelse uden at kigge efter moderen.
Mor får til opgave at efterligne alt, hvad barnet siger og gør. Legen hedder “Kongens efterfølger”. Kravler barnet, kravler moderen. Standser det, standser moderen. Løfter det armen, gør hun det samme, ser barnet spørgende ud viser mor også et spørgende udtryk og langsomt vil barnet blive så nysgerrig, at det venter på en reaktion.
Uden dette samspil ville barnet kunne blive grænseløst i sin adfærd og ikke lære at noget er farligt. Det er en meningsfuld leg for barnet og det giver både barnet og forældrene følelsen af samhørighed, som er så vigtigt for deres relation fremover.
Jeg har set andre eksempler på “Spejling”. På en udendørs balletforestilling med Det Kgl. Teater her i sommer, så jeg, hvordan små piger på 3-4 år efterlignede balletdansernes bevægelser under forestillingen.
De løftede armene over hovedet og drejede sig rundt, kiggede på på scenen og drejede til den anden side. De var ubevidst så utroligt søde at se på, og drømte sikkert om selv at blive balletdansere.
Endelig har vi en meget kold vinter og minderne går til mine barndoms vintre, der altid var kolde og hvide af sne. Det første er fra Bispebjerg Københavns Nordvest kvarter, hvor jeg boede de fårste tre og et halvt år af mit liv. Billedet minder mig om fastelavn, hvor jeg for første gang så lange køer af børn i en eller flere boligkarreer ned langs Tomsgårdsvej.
Fastelavn 1953
De næste billeder er fra Agerledet 10 i Herlev, hvor sneen ligger tykt i 1955 den første vinter vi bor der.
Vores tøj var ikke særligt egent til langvarigt ophold i sneen. Vi havde lærrredsflyverdragter skaffet i Børnenes Byttecentral på Ryesgade i København. På Herlev vinterbillederne ses det at vi har overalls over flyverdragterne. Hverken de eller flyverdragerne var ikke vandtætte. Indenunder har vi haft gamascher og uldtrøjer og dertil hjemmestrikkede uldsokker og vanter. Vinterstøvler var der ikke, men gummistøvler. Senere havde vi skistøvler, som var varme med uldsokkerne foldet ned over hægterne.
I 1980erne, da mine børn voksede op blev det muligt at købe finske flyverdragter i kraftigt vandtæt materiale med teddybearfoer. Hvilken forbedring.
Jeg forbinder mit dukkehus med vores nybyggede hus, som vi flyttede ind i i 1954. Desværre har jeg ingen erindring om at have pakket gaven ud. Det er et dukkehus i to etager, malet i nogle af de samme farver, som fandtes i vores kælder. Det var ret kraftige farver og atypiske for den tid. Jeg tror det må have været min fireårs fødselsdag i 1955, da min far umuligt kan have haft tid til at lave alt det så hurtigt efter vores nye hus var bygget.
Jeg har siddet i køkkenet og leget med det og i smug har jeg klippet et stykket af min mors karklud fordi, det var nødvendigt udstyr til dukkehuskøkkenet. Måske havde jeg kunnet lege mere med dukkehuset, hvis jeg havde haft legekammerater på besøg. Det var ikke så tit i de tidlige år. Legekamerater var nogle, vi måske kunne lege med udendørs.
Af andre ting han har givet mig er en høj stol, en køjeseng og en stor enkeltseng. Køjesengen har været en julegave, for den ses under juletræet engang, hvor min mormor Asta er på besøg. Jeg var specielt glad for overføringsmærkerne, som min mor har sat på. Hun syede også sengetøjet, hvoraf, jeg i dag kun har det ene sæt.
Den højestol er sat ned
Køjesengen fra midt halvtredserne
Min mors dukkestel og kurvemøbler og poesisbog
Jeg har nogle enkelte ting fra min mor og hendes søstre og endda fra min mormor. Min legetøjssamling er bygget op af de ting og de få ting, jeg selv har haft.
En pottestol har han lavet for at lave sjov. Det så ud som en skuffe, der kunne lukkes op og vupti udsigt til en lyserød og en lyseblå potte! Det er ikke noget der findes mere. Ellers har jeg det hele endnu.
Det bliver kun glimt, da der ikke er en samlet historie omkring minderne fra kælderen. Da jeg boede i det nybyggede hus fra 1954-1970 strækker minderne sig over den tid.
Legehuset bagest i haven i Herlev
Der findes ikke mange billeder af kælderen, så fantasien må tages i brug.
Køkkentrappen fra trappen. Dengang var den i træ
De første er fra tidlig barndom, hvor jeg var bange for at gå ned ad kældertrappen. Måske var der mørkt og frygten stammede fra en børnebog fra Herlev bibliotek, der handlede om trolde. Rædslen gik dog hurtigt over og forsvandt.
Om vinteren, når vejret var for dårligt til at komme ud kunne vi få lov at lege i kælderen. Et af rummene var tørrekælderen og på det cementgulv ved jeg at vi har løbet på rulleskøjter. Vi havde et par til deling. Måske kunne vi også hinke. Det kræver dog en vis alder at kunne hinke. I det rum var der et skab af massivt træ. Der gemte vores mor vores og hendes eget babytøj. Jeg plagede, om at måtte se babytøjet og en sjælden gang åbnede hun for pakkerne, der var pakket i avispapir udenpå og brunt papir inderst. Det var lige noget for mig at få lov at se. En erstatning for ikke at få mindre søskende. Jeg er glad for at jeg har det hele fra dengang.
I vaskekælderen stod vores mor i en hel dag ad gangen og vaskede og skyllede tøj. Hun havde grå gummistøvler på og kittel og tørklæde. Det var lidt kedelige dage for os, fordi hun stod der så længe. Farven på vægene der var stærk lyseblå.
Fyrkælderen ved siden af var lysegrøn og meget varm. I en del år stod koksfyret der. Der var en del af rummet, der var fyldt med koks. Asken var brun og blev brugt til at strø på trapperne og fliserne i snevejr. Da der blev skiftet til oliefyr blev det rum renere og i højere grad brugt til hobbyarbejde. Min mors porcelænsdukke med ledarme og ben lå der i en æske. Hovedet var meget smukt, men uden paryk og skilt ad fra kroppen. Jeg var dybt fascineret af den skønhed den havde trods tilstanden. Nu har jeg heldigvis fundet én næsten magen til.
Jeg forbinder et radiokrystalapparat med fyrkælderen, da min fars gamle krystalapparat stod der og man kunne høre et eller andet i det. Torben og jeg var af og til dernede om vinteren, hvor vi lærte at save med løvsav. Det kunne være figurer klippet ud af Anders And blade og klistret på tyndt træ.
Gangen og håndtagene på trappen op til køkkenet var malet i krads rød. Min far har enten fået malingen af min onkel L.P. eller købt det billigt. Måske var han farveblind, for farverne var meget kraftige og passede ikke særligt godt sammen.
Gangen var dekoreret med diverse pynt fra min fars barndomshjem. Et fajancefad med et snelandskab og savantesbord med savantefad, som jeg er glad for at have. Alle sko og støvler og pudsemidler og børster var i et grønt skab under kældervinduet. Så længe det hus blev beboet af vores familie, gik vi ind i huset via kælderen.
Viktualiekælderen var lysegul med træhylder og en rød kasse i fire dele skråtstillet på væggen. I den lå hvidtøl og sodavand. På hylderne stod syltede ting i store lerbeholdere og glas. Bagværk og desserter blev stillet der før fester blev afholdt. Ligeledes småkager og marcipankonfekt i dåser til jul. En gammel grøn spiritusflaske havde et optræk i bunden med “Ak du lieber Augustin”. Den spillede, når man lettede på flasken.
Trækassen med øl og sodavand
En gang på en mørk efterårsdag kom der en børstesælger og vil sælge børster. Vores mor ville ikke købe noget. Hun købte aldrig af dørsælgere. Han blev så gal da han gik, at han sparkede kældervinuet ind med det resultat, at der lå glasskår overalt i den kældergang. Det var uhyggeligt, men vores mor tog det roligt og forbød os at gå omkring glasskårene. Vi har stået på afstand og set det.
Samme sted i kældergangen har jeg stået og fået vintertøjet på til skolegangen. Det var tredje klasse. Min mor havde syet en mørkeblå teddybearfrakke med hætte og rødternet for. Jeg kunne ikke selv lukke den helt op så det gjorde hun og stoppede vanterne op i ærmerne. Det var hyggeligt, men siden hen svært at klare det selv i skolen. Desværre blev der aldrig taget billede af den frakke, som var en jeg kunne lide.
Ikke hele kælderen var gravet ud. Under soveværelset var der en krybekælder. For at komme derop, måtte man kravle op ad en stige, der var indbygget bag lågen. Uden på stod der med sirlig skrift “Gæsteværelse”. Man kunne ikke gå oprejst derinde og julepynt og havestole og æbler i kasser opbevaret der. Jeg har minder om at krybe ind længst inde med en legekammerat og lave hule der med bøger og blade og lommelampe. Der var koldt og lugten af æbler var dejlig. På billedet ses “Gæsteværelset” til venstre.
De sidste minder jeg har fra kælderen er at komme meget sent hjem fra studenterfester og liste meget lydløst ind gennem kælderen og op ad køkkentrappen i den tro at forældrene ikke hørte mig.
De tidligste minder om min fars arbejde var på Tøjmestervej 8, hvor mine første tre år foregik. Jeg kiggede ud af soveværelsesvinduet og så at han kørte en æresrunde for os i gården. I sommer var jeg forbi og jeg er sikker på, at det var en endelejlighed. Nu har karrerne fået andre numre og det virker forvirrende på mig. Vi blev inviteret indenfor af en rar ung mand, der boede der med sin kæreste. Det var både samme lejlighed og alligevel ikke. Stuen vendte dels mod gården og mod gaden. Der var intet soveværelse, men et lille køkken, der lå anderledes end i min erindring. Det kan kun hænge sammen med at visse lejligheder er gjort større og andre mindre. En dag må jeg forhøre mig på Københavns kommune, om de har lavet de lejligheder om. Det kan ikke passe, at jeg husker så forkert. Soveværelset og køkkenet lå modsat stuen og et lille badeværelse lå, som jeg så det hos den unge mand.
Tøjmestervej som jeg husker det fra min tidligste barndom. Foto fra Facebookgruppen Gl.København
Min far var altid på arbejde. Han var på M.E.C. i Thorsgade ikke langt fra Tøjmestervej i Nordvestkvarteret.
Han var kreativ og meget indadvendt og uddannet maskinarbejder og værktøjsmager. Det havde de ikke brug for på Radiofabrikken, så han blev værkfører for 30 damer ved et samlebånd. Arbejdet passede ikke til ham og det tog hårdt på ham. Når damerne blev syge fik de ingen løn og han følte sig tvunget til at skrive deres løn på alligevel. Han sov elendigt og var altfor ung til et lederarbejde uden lederuddannelse. Efter nogle år blev han forfremmet til planlægger og indkøber.
Vi så ham ikke så tit, for da han havde fri har han kørt videre på sin knallert til Herlev, hvor han lavede havearbejde og senere byggede hus på grunden.
Fra bogen “Bella” og de andre radio- og TV fabrikker i Danmark 1925-1975
I de første år i Herlev fra 1954 og frem til begyndelsen af tredserne brugte han sin knallert til transport. Om vinteren havde han sat nogle forede beskyttelseluffer på styret, som han selv havde lavet. En gang væltede han i glat vejr og fortalte os at kun hans hjelm havde reddet hans hoved. Da jeg blev omkring 8 år gik jeg ham i møde i Herlev og kom måske op at sidde på knallerten det sidste stykke hjem.
Den første gang Torben og jeg besøgte ham på arbejdet tog vi først bus til Husum og skiftede til Sporvogn nummer 5 på dens endestation. Vi må have været med mange gange med vores mor, men det at vi nu var alene afsted var skræmmende. Sporvognen var stuvende fuld og vi kunne dårligt se, hvor vi skulle af. På en eller anden måde, må vi have taget mod til os og maset os forbi menneskemængden i sporvognen og kommet ud det rigtige sted på Nørrebrogade kort før Nørrebros Runddel. Derefter var der en gåtur op ad Thorsgade på venstre side tæt på Mimersgade, hvor fabrikken lå. Den ligger der ikke mere idet, der nu er nyere etagesejendomme med lejligheder.
Fra bogen “Bella” og de andre radio- og TV fabrikker i Danmark 1925-1975
Så snart vi kom ind mødtes vi af en ram lugt af metal og olje. Jeg kunne godt lide de lugte. Hvordan vi fandt vores far ved jeg ikke. Jeg ved at vi har set samlebåndet med damerne. Som mindre har jeg leget med drejomskifterne til radioer, som var knapper på metalstænger, som brugtes til skifte kanal på radioerne. Min far brugte dem til sangskjulere, der skulle forestille sputniks eller flyvende tallerkner. Omkring 1962 flyttede fabrikken ud til Ballerup i en helt ny bygning. Det blev derefter lidt lettere for ham at komme på arbejde. Da M.E.C. lavede radiodele til andre fabrikker blev den ikke omtalt meget i bogen desværre.
I femtenårs alderen arbejde vi begge en sommerferie på fabrikken og jeg opdagede, hvor hårdt det var at skulle tidligt op og sent hjem. Jeg kunne intet mere på de dage. Vi mødte før kl 7 og hjem kl 16.30. Jeg pakkede dele ned i kasser til forsendelse og min bror var ved et samlebånd. Jeg glemmer aldrig de damer ved det pakkebord. Én var 17 år og allerede mor, én gik op i at se “The Sound og Music” så ofte det lod sig gøre og den sidste var Jehovas Vidne og sagde ingenting. Det var både hyggeligt og et skrækscenarie på en gang.
Da min far havde fejret 25 års jubilæum blev han fyret for al radiofabrikation var flyttet til Østen. Det blev et chock for ham, men som så ofte blev det et springbræt for ham til noget, hvor han kunne udfolde sine kreative evner. Han var en del år altmuligmand og opfinder på Dansk Vandkvalitets Institut.
Et billede af mig om mine forældre ved en strand i 1962. Fotograf min bror Torben
Den 13. juli er altid en særlig dag for mig fyldt med minder om min mor. Hun ville idag være blevet 97 år om hun havde levet. Som årene er gået efter hun døde i efteråret 2008 ser jeg hende for mig som stadig mere frisk og uden sygdom.
Min mor Ruth i konfirmationsalderen
Min mor Ruth mens hun er i lære som defectrice i Holbæk 16-20 år
Hun tænkte altid på os før sig selv og var ufattelig trofast overfor mennesker hun mødte igennem livet. Hun skrev breve og kort til mange hele sit liv.
Her kommer et fødselsdagsbrev fra hendes moster Jenny fra København fra krigen. Min mor blev tyve år og flyttede året efter til København midt i Generalstrejken for at starte på et nyt arbejde på Sydhavnsapoteket som defektrice.
Tante Jenny Emilies datter som tre-årig
Tante Jenny Emilies datte
Jennys mor, Emilie var søster til min mormor Asta. Hun var omtalt som en meget anderledes dame, idet hun fandt på at ommøblere eller ligefrem flytte uden at fortælle det til sin mand. Desuden holdt hun af at danse på Bakken.
Kære lille Ruth! København, Øresundsgade 80 10. juli 1943
Til lykke på fødselsdagen, jeg ville have sendt dig nogle cigaretter, men de var ikke til at få, jeg tænkte så, at du muligvis også havde brug for en pencil, da du vel også skriver en del på apoteket. Vi var alle i Cirkus forleden, det var et godt program, dejlig hestedressur, det imponerede mig meget, at se gamle Schumann slå et kraftspring.
Mormor var som sædvanlig på Dyrehavsbakken. Torsdag nu fortæller hun at blev fotograferet til Billedbladet tror hun, det er, hun dansede på scenen med en af de optrædende, nu er jeg jo lidt spændt på at se Billedbladet og se hvad den unge pige nu har bedrevet.
Kærlig hilsen lille Ruth fra os alle
Tante Jenny
Kære Ruth, Hjertelig til lykke på fødselsdagen.
Bitten
Laura Mattern til venstre og Mille Mattern til højre i 1880erne
Tante Mille, min mormors moster
Milles fødselsddag 14 juni engang i 1930erne i Faxegade. ukendt ung dame, Laura Nielsen f. 1864, ukendt mand, Emilie Mattern f. 1862
Om et par dage mødes nogle af os til 50-års jubilæum på Skovshoved Sejlklub.
Min tvillingebror og jeg boede i Herlev og dengang fandtes der ikke gymnasium i Herlev. Vi måtte tage bussen fra Herlev Hovedgade eller cykle de 8-10 km. Bussen var fuld af cigaretrøg og cykelturen kunne være lidt drøj i kulde og blæsevejr. Vi tog en prøvetur på cykel aftenen før vi skulle møde. Efter Skovlunde passerede vi forbi Løvens Kemiske Fabrik, hvor vores mor havde været sekretær i nogle år og derefter M.E.C., hvor vores far i mange år var ansat som driftsleder på en radiofabrik. Da vi endelig var færdige, var han lidt stolt over, at vi kom forbi med vores studenterhuer. Ellers gik han aldrig op i vores skolegang. Det gjorde derimod vores mor, som selv aldrig havde været i stand til at gennemføre Studenterkursus, som hun deltog i under den sidste krigsvinter i Vendersgade ved det gamle grønttorv. Hun havde fuldtidsarbejde på Sydhavnens apotek og læste om aftenen og om natten og undervisningen foregik om aftenen.
1.G på Ballerup Gymnasium 1967. 27 elever
Gymnasiet havde en vandrehal, hvor mange sad og røg på klinkegulvet eller på kanten i frikvartererne. Dengang forstod jeg ikke, hvorfor jeg ofte var meget træt og havde voldsomt hovedpine, men i dag ved jeg, at det indeklima var medårsag. Vi var så forvendte med en knalddygtig lærer fra realskolen, som har givet os en masse indenfor dansk litteratur, latin, historie og kulturhistorie. Desværre fandt jeg aldrig den samme faglige entusiasme hos gymnasielærerne med undtagelse af fransklærer Lykke P.
Jeg var betaget af, at Lykke P allerede den første time hoppede op i vindueskarmen med sin store krop og talte fransk, som om vi forstod det. På en måde gjorde vi det også og for mig, var det den bedste måde at lære sproget på. Hans udtaleregler for fransk tænker jeg altid på, når jeg ser noget skrevet på fransk. Han elskede opera og især Carmen, som er skrevet på fransk. Den gennemgik han med os og mange år senere har jeg fundet at operaer kan være spændende. Han kunne være modbydelig og jeg glemmer aldrig, hvordan han tiltalte en af pigerne. Alle stivnede. Femten år senere i 1985 besøgte jeg Lykke P. og hans kone i deres hyggelige gule rækkehus på Fuglebakken. Hun blev derefter ved med at skrive julekort til mig, hvilket jeg var meget rørt over.
2.G på Ballerup Gymnasium 1968. 20 elever. Nogle få har været fraværende.
Philip som vi havde til engelsk kunne jeg også lide og det var enormt spændende og voldsomt krævende at dykke ned i Shakespeare og Keats og Shelley. De ting, der fængede mig, har jeg aldrig sluppet, men opsøgt, når der var mulighed for det.
Dansk litteratur var en yderst skuffende oplevelse, da vores lærer virkede til at være mere interesseret i psykoanalyse fra Freud og Jung, end at tage os ind i dansk litteratur. På den Nysproglige linje, som vi gik på havde vi tysk, engelsk, fransk og latin foruden oldtidskundskab, historie, musik/forming dansk og matematik. Gammelsproglig sudentereksamen med græsk, og latin tog man blandt andet på Rødovre Statsskole. Vi gik i skole om lørdagen helt til slut.
Ekskursioner var ikke det bedste jeg vidste og dog har en del af turen til Viborgs Hald Egede gjort et dybt indtryk. Det var ikke udflugterne, dem husker jeg faktisk ikke, med selve stedet og omgivelserne, jeg husker så godt pga. Torbens fotos derfra.
Opstilling Hald indersø september 1969
Opstilling ved Gamle Hald Slotsruin september 1969
Opstilling ved Hald Egede 1969
Opstilling ved Hald Egede 1969
Opstilling ved Hald Egede 1969
Siden har jeg været der utallige gange på søndagsudflugt, da det ligger mellem Herning, hvor jeg bor og min mands, Henrys arbejde på Foulum ved Tjele. Lige nu står parken nyrenoveret, så det kan føres tilbage til middelalderen. Dengang brugte jeg mere tid på at skrive breve hjem end på at være social. Torben har foreviget det. Jeg var ikke med til de seje fotosessions ude ved borgruinen. Det var dengang ungdomsoprøret var ved at gå mainstream i 1969. Vores latinlærer kom kørende til os i sin lille bil. Det var vi betagede af. Stefan og hans ven Svend kom på motorcykel helt uventet. Det har været en lang tur, da de ikke kunne overnatte.
Uventet besøg af Stefan og kammerat på motorcykel
Vores Latinlærer ankommer i privatbil til Hald Egede
Skipper på gyngen
Brevskrivning fremfor socialt samvær
Det mest latterlige, jeg nogensinde har oplevet var Skippers håndtering af vores geologirapport. Han dikterede det hele den sidste dag. Alle havde så det samme rigtige resultat og han slap for at rette det. Han var for længst stået af ræset.
Nogle få af os og Stefan og Svend Gotfredsen, kaldet Gotfred overraskede sanglærer Saxe en meget tidlig februarmorgen i 1969. Det var hans 60 års fødelsdag. Vi har været der kl 06.30 og han tog det som en mand. Kom op og i tøjet og vi spillede og sang noget ved hans klaver.
2.G Ballerup Gymnasium 1968. Nogle få af os på besøg hos sanglærer Saxe i Værløse i anledning af hans 60 års fødselsdag
Billeder fra studieturen i 2.G til Hald Egede i Viborg september 1969
Vindueskiggeri i Aarhus?
Bagsædet af bussen på eksursion
Muus og Mette
The Doors hyldes på Hald Egede
En stor hurdle for mig var at komme igennem matematikundervisningen, der endte med afsluttende eksamen i 2.G. Lige meget, hvad jeg spurgte om, så forstod jeg ikke svaret, når det handlede om funktioner. Den unge kvindelige lærer begyndte på den ene tavle og fortsatte på den næste tavle med sine forklaringer. Som tegn på at vi pludseligt skulle være dus med læreren delte hun højttideligt clementiner ud som tegn på den indgåede pagt. Hun var kun 28 år.
Jeg engagerede en privatlærer om lørdagen efter skoletid et sted i Ballerup og heller ikke han kunne lære mig noget særligt. Det gik godt alligevel efter, at jeg selv gik i gang med at repetere dag og nat i dagene op til eksamen. Den afsluttende franskeksamen var på en meget varm tid. Jeg satte mig engang på kajen ved Gammel Strand for at læse op til franskeksamen. Jeg havde hæklet en lyseblå bikini til anledningen. Det gik ikke så godt med at læse der, men jeg tror min eksamen gik acceptabelt. Jeg var oppe i en frygtelig historie om ”Le Bijoux” med udtrykket ”La Travail Grasse”. Noget om et dyrt smykke, som skulle erstattes og for at betale tilbage, måtte hovedpersonen vaske fedtet service op i mange år på en restaurant. Det slutter med at det viste sig at smykket var falskt og værdiløst. Jeg husker, hvor jeg følte at livet kunne være nådesløst barsk. Fransk inspirerede mig så meget, at jeg købte franske digtsamlinger af Verlaine i den franske boghandel efter studentereksamen og tog til Paris og boede privat i et franskt hjem nær Montmatre året efter.
Studenterbilledet juni 1970. 23 elever. Mette nåede ikke med på billedet
Afsked med min mor
Torben og jeg med Lykke P i baggrunden
Vi sidder på kanten
Studenterbillede i haven
Studenterbillede i haven med Margit Brandt kjole
Afsked eller ankomst
Hjemme hos os i Herlev på tur i hestevogn
Efterskrift
Jeg havde gået i klasse med min tvillingebror fra 1958- 1970 og opdagede på den hårde måde i min uddannelse til sygeplejerske, at jeg var vant til, at han tog sig af, om vi hvad vi havde for og i hvilket lokale vi skulle være. Var han en sjælden gang syg måtte han sikkert finde ud af tingene via andre end mig. Det tog mig nogle år at blive klar over, at jeg selv måtte tage alle funktioner for at klare opgaverne.
i 1993 fik jeg brug for at finde det gamle studentereksamensbevis frem, idet, jeg læste russisk et par år på Slaviska Institutet i Uppsala. Uden latin var jeg ikke kommet ind.
Jeg sidder i det lille bondehus, men Inge pusler med sin dukke og Aage og Torben er ude at proviantere.
Der er langt til butikken. Den nærmeste er en brugsforening 3 km herfra. Der er også en bager. Mælkemanden traf vi aftale med i går, da vi var ude at gå aftentur, da kom han hen til os og spurgte, om det ikke var os, der boede hos Lunow’s. Han kører mælk til mejerierne for bønderne, så det er jo en ekstra ulejlighed for ham at tage vore flaske med. Men alle mennesker er så rare hernede.
Cykeltur til Møns Klint 1959
Cykeltur til Møns Klint 1960
For at begynde med begyndelsen, så håber jeg, at du kom godt hjem fra Tivoli. Det var vist lige ved at være for meget for os alle med Pantomimen. Hvor var vi dog trætte, jeg var i hvert fald træt hele næste dag. Jeg ringede til dig fredag eftermiddag, da var der optaget. Så ringede jeg fredag aften, men da var du ikke hjemme. Kurvekufferten blev hentet fredag eftermiddag, og den stod her ved sommerhuset, da vi kom. Jeg vågnede kl. 4 lørdag morgen og sov ikke mere. Vækkeuret ringede kl 5.20 og så gik det i susende fart med at komme i tøjet og få de sidste småting med. Noget af det var spændt på cyklerne i forvejen. Kl. 6-30 startede vi og ankom i god tid til Valby St. Det var en behagelig bus næsten som at sidde i en flyver, og hvor var det en smuk tur. Vi kørte ad mindre befærdede veje, uden om Køge og Præstø. I Rønnede standsede bussen et kvarter, og vi fik os en banan.
Men hvor er man underlig i hovedet, når man ikke har sovet længere end til kl. 4. Her kniber det også lidt for mig med at sove, men de andre har da sover godt, især i nat.
I Stege stod vi af og gik ind i Lunows forretning, som er en pelsvareforretning, men om sommeren er det finere trikotage. Vi fik nøglerne og forklaring på at finde derud. Men vi trængte til en opstrammer, og tog derfra ind in ”Højers Cafe” og fik the, kaffe og Coco-cola samt ostemadder. Hvor er der smukt alle vegne og vi møder ikke mange turister. Huset her er bygget i vinkel, med to lejligheder. Lunows bor selv i den ene ende, men er her kun om aftenen og weekenden. De er ualmindelig rare. Det er et gult hus med stråtag. Her er elektrisk lys og pumpen står lige ude i gården. Det varede lidt, før jeg vænnede mig til det med spandene og pumpen, man er jo meget forvænt.
Stranden ligger 5 min gang herfra og er dejlig fredelig. Der er en del sten i strandkanten, men ellers er der fin sandbund. Det er lige noget for børnene. De kan nu bedst lide det lave vand. Her er en have på størrelse med vor egen, som vi kan være i, men i alt har de 3 tdr. land med frugttræer og ind imellem har en bondemand sået korn. Desuden har de et strandhus, hvor noget af deres familie bor. Efter middagshvilen i går startede vi mod Møens Klint. Men vi kørte en hel del forkert, og til sidst vidste vi hverken ud eller ind, da der var nogle misvisende skilte, det viste sig at være på grund af bomafgiften, som bilerne betaler for at komme ud til klinten, men jeg synes, det er hårdt nok for os stakkels cyklister, når skiltene ligefrem holder os for nar. Men hvor var det skønt. Vi så gården Klintholm og cyklede igennem skoven ud til Storeklint. Her var vel nok liv, men det er jo heller ingen sag for en bil at tage de høje bakker. Vi fik en bid brød og lidt at drikke, og så gik vi ned ad de 500 trin til stranden, hvor vi badede efter at have hvilet os lidt. Klinten så imponerende ud her nede fra vandet. Så gik vi atter op og fortsatte til ”Dronningestolen”. Da vi kom ned, fik vi en pølse og så begav vi os på hjemturen. Denne gang kørte vi den lige vej mod Stege og nu tog turen kun 1 time. Det var jo også nedad bakke meget af vejen. Jeg skal love for, at maden smagte os, da vi kom hjem.
Nu gider du sikkert ikke læse mere. Hav det rigtig godt foreløbig og hils, hvor du kommer frem. Det er herligt at gå i vandet 3 gange om dagen.
Kærlig hilsen fra os alle fire.
Ruth
Sjovt nok har jeg ingen erindring om, at have fået noget på café på de første barndomsferier. Men brevet her mindede mig om, den store lyse kurvekuffert, som har stået i vores krybekælder. At den har været med på tur er helt utroligt at tænke sig. Den var temmelig stor og må været solgt eller givet væk kort efter denne ferie. Vi var 8 1/2 år og turen på cykel til Valby står nogenlunde klart for mig, dog kun den ene vej. Jeg har skrevet om de to ferier på Møn i en tidligere blogartikel.
Min far har været på Møn på spejdertur som 16 årig i 1937. Herfra stammer billedet med sne på. Porten gjorde et stort indtryk på mig dengang vi ankom en varm sommerdag i 1959.
Stege byport. Påsken 1937. Fra en tur min far var på med spejderne
Ingen forberedelse på, hvad der skulle ske. Pludselig var vi der bare. Det første sted var Holbæk på Marthavej 5, hos min morfar og mormor. Vores forældre har sikkert skulle noget ellers var det flytningen fra Bispebjerg til Herlev, der forårsagede et behov for pasning over flere dage. Det er sandsynligt, fordi den overgang husker jeg slet ikke. Pludselig var vi flyttet og min tvillingebror og jeg var 3 ½ år i 1954.
Jeg oplevede ikke savn eller frygt, så vi har følt os meget trygge hos vores morforældre. Vi vågnede i deres soveværelse og vi fik en kop med kogt vand med en sukkerknald med det samme på sengen. Det har været et ritual, de har haft og som jeg ikke følte var det mindste mærkeligt.
De gav os havregryn med mælk i små lerskåle dekoreret med noder rundt om og med motiver af spillemænd i bunden. Mange år senere fandt vi det lertøj på Holbæk museum, idet der har været en keramikfabrik i Holbæk, der lavde det.
Keramik set på Holbæk museum. Det samme stel, som havde min mormor havde.
Vi har gået hen ad Marthavej, som forekom mig at en grusvej, med morfar til hans kolonihave et stykke fra. På vejen fik vi et halvt maltbolche fra en lille flad metalæske, han havde i lommen. Vi har sikkert fået lov til at plukke jordbær på det stykke land. Jeg har hørt så mange gange at min mor som lille gav mælkekudskens hest en gulerod. Hun blev bidt, da hesten af en fejl fik fat i hendes fingre. Jeg så det for mig, så jeg næsten har været tilstede. Jeg er dog ret sikker på, at der også kom mælk på hestevogn i min tidlige barndom på besøg i Holbæk.
En mælkevogn som den kunne have set ud på Marthavej i Holbæk
Deres hus i Holbæk da det var nybygget først i trediverne
Mine morforældres spisestue i Holbæk
En gammel telefon, som jeg husker min morfar havde på sit kontor. Fundet på Holbæk landsbymuseum Nyvang
Mine morforældre i marken et stykke hen ad Mathavej i Holbæk
Små børn lægger mærke til forskellige måder, at gøre ting på. Vi var på besøg hos nabokonen og hun gav os æblestykker. Vi var vant til at de var skrællede og skåret ud i både. Jeg tror vi fik nogle stykker med skræl og kernehus. Hvad skulle vi mon gøre ved dem. Det lykkedes os at spise dem.
Soveværelset på første sal.
En stejl trappe med en glat maghohniknop forneden førte derop. Min mor og hendes tre søskende har delt et stort loftværelse med skrå vægge. En gyselig børnebog i lærred står levende for mig. “Den Store Bastian”. Den skulle have til formål at forskrække børn mod dovenskab, sliksyge, kræsenhed og meget andet. Var man kræsen døde man af sult, slikkede man af fadet fik man en kronisk rød næse.
“Den store Bastian” fra den Fynske Landskab
I haven havde de en gammel gyngehest, som min mor og hendes søskende havde brugt. Den var meget slidt og forfalden. Vi hyggede os med at putte stikkelsbær ind i rumpen på den. Vi har ingen billeder fra dengang, men fra vores første besøg i sommeren 1951.
Min bror til hest
Min bror på græs i vores morforældres have
Min mor snakker til mig i hendes forældres have
Næste sted var hos vores faster Else og onkel Poul i deres lille kolonihavehus i Dragør. Niels-Erik kaldet Niller var yngre end os og var der også. Heller ikke der var der en forberedelse eller overgang. Det var en varm sommer og vi var i vandet en eller to gange om dagen. Desuden fik vi IS to gange på en dag. Det var en uhørt for os. Selv dengang i femårsalderen følte jeg, at det var for meget frås. Når jeg skulle have den våde badedragt af og have tøjet på igen rystede min faster ikke mine underbukser særligt grundigt. Jeg vidste, at min mor ville have været meget mere omhyggelig for at undgå, at jeg fik sand i bukserne. ”Pyt med det” grinede min faster. Jeg synes det var lidt slemt, men var lidt magtesløs overfor at få det gjort mere grundigt, som min mor ville have gjort det. Der findes ikke billeder fra den anledning, men til gengæld er de fotograferede hos os i 1953 året inden, vi byggede vores hus på samme grund i Herlev. Vores kolonihavehus ligner deres i Dragør.
Faster Else og onkel Poul med Niels-Erik foran fores sommerhus
Niels-Erik foran deres sommerhus i kravlegård
Niels-Erik foran deres sommerhus i kravlegård
Fra et brev fra min mor til hendes indlagte far i juli 1957
Inge og Torben havde jo også haft det dejligt, da de var i Dragør. De holder vældig meget af at bade, især da når vandet er godt lunkent, og det var det i de dage. Til gengæld fik de lov til at gå let hen over deres daglige rengøring i sommerhuset, og det nød de skam også.
Min far var fra Amager og i hans barndom og ungdom havde familien også et kolonihavehus på Amager. Der blev dyrket en masse grøntsager til at supplere husholdningsbudgettet med under krigen.
Min faster Else har ofte fortalt senere, hvordan hun og Poul måtte vende sig væk og passe på ikke at eksplodere af latter, fordi da vi skulle i seng, ville vi have en særlig godnatsang:
“Jeg er træt og går til ro”
”Fader se med kærlighed til vort ringe leje ned!”
Hvad vi ikke vidste, var at de ikke havde ekstra madrasser, men havde lagt en masse gamle vinterfrakker og tæpper som madras på stuegulvet bag et spisebord.
Vi var helt sikkert glade for at være der. Hvordan vi kom dertil og hjem igen, har jeg ingen erindring om. Senere i min barndom blev det værre for mig at komme hjemmefra. Forklaringen på det står nederst i brevet fra min mor til hendes forældre. Se evt. artiklen om min første sommerlejr.
I et andet brev fra den 22. juli 1957 skriver min mor til min syge morfar om, hvordan de blev mødt af os, da de kom hjem fra et besøg i Holbæk. Min morfar døde to måneder efter.
Tak for sidst. Vi havde en god tur hjem, omend vi blev lidt ømme bag i tilsidst. Vi var hjemme kl. 21.15, så turen tog altså 4 timer og 25 min. De 25 min. var hvilepauser. Børnene stormede os i møde ned ad havegangen. Det første Inge sagde var: ”Vi fik is to gange om dagen”. Faster Else har været meget god mod dem og det samme har fru Eskjær, som jo passede børnene fra lørdag formiddag til vi kom hjem. Hr. Eskjær og Ole hentede dem ”under uret” på Hovedbanegården med motorcyklen. Hos fru Eskjær havde de fået øllebrød og pandekager, to af deres livretter.
Min tvillingebror startede i første klasse den 12.august 1958. Vi havde ventet længe på det store øjeblik og var meget parate. Vi var 7 1/2 år. 0. klasse var endnu ikke opfundet. Det havde taget noget af forventningen væk fra os, om vi havde gået i en sådan.
Skolebillede fra Borgerdigeskolen foråret 1959
Jeg var ikke klar over at vi skulle på udflugt med klassen. Den første var til anlægget bag gadekæret og ved siden af kirkegården i det centrale Herlev ved Bygaden og Torvet. Målet for udflugten var den nyligt indviede glasserede skulpur med børn, der vokser op af jorden som en slags hyacint. Herlev var “Barnevognenes By” og anledningen var 50 års jubilæet for Herlev kommune.
Olaf Stæhr-Nielsen Stentøjsskulptur ved Herlev Rådhus. Indviet i 1959 i anledning af Herlevs 50 års jubilæum
Olaf Stæhr-Nielsen. Stentøjsskulptur ved Herlev Rådhus. Indviet i 1959 i anledning af Herlevs 50 års jubilæum
Olaf Stæhr-Nielsen. Stentøjsskulptur ved Herlev Rådhus. Indviet i 1959 i anledning af Herlevs 50 års jubilæum
Olaf Stæhr-Nielsen “Monolit”
Vi har været der med vores mor, så jeg husker, at jeg ikke forstod, hvorfor det var så vigtigt at vi gik derned i skoletiden. Jeg mindes ikke at vi fik nogen forklaring på skulpturen. Bare at vi så den og gik tilbage til Borgerdigeskolen.
I dag værdsætter jeg skønheden i børnefigurerne med de glasserede blomster eller blade over dem. Min tvillingebror var så venlig at køre til stedet og fotografere statuen her i marts 2020 nu 61 år senere.
Barnevogne foran HB i Herlev
Vi havde Frk. Bøegh i første og anden klasse. I den periode tog hun os en vinterdag til Dyrehaven til en stor kælkebakke og en anden gang til National Museet i Stormgade. Vi gik rundt og ledte efter indgangen. Dengang gik man ind i en lukket gård overfor Christiansborg. Efter at have set udstillingen i meget færre bygninger end i dag, spiste vi vores lunkne madpakke i en garderobe beregnet for skolebørn.
Udstillingen var den gammeldagse med vitriner op ad alle vægge fyldt med rarieteter. Måske gjorde Solvognen et indtryk på mig.
Efter 2. klasse rejste Frk Bøegh desværre tilbage til Sønderjylland, hvor hun havde fået arbejde. Hun var en god lærerinde, som var både mild og havde en naturlig autoritet over sig.
Jeg værdsatte mest at være i klassen og øve håndskrift og at læse og skrive. Men de få udflugter vi havde har sat sig fast.
Den store spejler den lille
Barn&Mor 