Stolthed og fordomme

Tanker om manglende ord for følelser.

Da jeg hørte titelmelodien til filmen “Stolthed og Fordomme” fra 2005 satte det sig lige i følelserne. Desværre kan jeg ikke sætte et link ind til den filmmelodi af den italienske komponist Dario Mariadelli. I stedet kan jeg give et eksempel på en anden  filmmelodi af ham til Jane Eyres “Awaken”.

Jeg tænker tilbage på skoletiden, hvor en kammerat nævnte noget for sjov om “sårede følelser” eller “såret stolthed.” Jeg troede, jeg kunne gætte, hvad hun mente, men havde aldrig hørt om det.  Følelser var tabu. Eller indkapslet langt inde.

Jeg havde et godt forhold til min mor og jeg vidste, at hun holdt meget af os, men vi talte ikke om, hvordan vi havde det inderst inde. Vores far havde ikke overskud til os, når han kom fra arbejde. Han sov dårligt og arbejdstiden var lang dengang. Var der noget vi var kede af, har vi ikke sagt det. Havde vi gjort noget vi ikke måtte, sagde vi det ikke heller. Man måtte jo ikke en masse ting, så det var bedst at tie stille. Jeg holdt ikke ud at se fjernsyn for jeg ville ikke vise, hvor berørt jeg blev, hvis det greb mig. Jeg måtte heller ikke se ret meget, for det startede først efter TV avisen og snart skulle vi i seng. Jeg var helt knust over at skulle gå og lægge mig tyve minutter inde i et TV teater eller en ballet. Her et billede fra Operetten Farinelli, scenen, hvor han står på planken på sørøverskibet gjorde et voldsomt indtryk, men jeg så den ikke til ende, hvilket var uudholdeligt.

poul-bundgaard-som-farinelli-1961
Et L.P. cover fra operetten fra 1961 med Poul Bundgaard i titelrollen

 

Vrede og trods var fuldstændigt bandlyst. Utilfredshed var også anset som forkælet.

Jeg bryder mig heller ikke om, at børn opfører sig utaknemmeligt, men jeg vil gerne hjælpe børn at forstå, hvad de gennemlever af følelser. Dvs. sætte ord på det, de oplever og føler, så de bedre accepterer sig selv.

Vi havde en lærer Holger Juul fra 7.-9.klasse, som kom til at spille en uendelig stor rolle for mig og min tvillingebror. Han lærte os mange emner inden for sprog, kunst og historie. Hans store engagement i stoffet smittede så meget af på os, at vi blev venner med ham og hans familie efter vi forlod folkeskolen og kom i gymnasiet i 1967. Han sagde engang om mig, at jeg var meget følsom og min bror var den fornuftige. Jeg anede ikke, hvad han mente. Han må have kunnet aflæse, hvad jeg følte.

image041-1
På kunstmuseet Louisianna med lærer Juul i 1969 foto Torben Holm

Jeg har få minder om kaotiske følelser. En gang besøgte vi min mors veninde i Bagsværd, som ligger 4-5 km. fra Herlev, hvor vi boede. Vi kørte hjem i bussen og der var jeg helt ude af mig selv. Jeg tror jeg græd, ikke højt, men stille. Min mors veninde havde en pige lidt yngre end jeg og hun havde nok noget andet legetøj end jeg. Måske en babydukke. Samtidig var hun en mere selvsikker type. Følelsen af, at ikke have noget, eller at ikke magte den sociale situation var overvældende. Det havde nok bare været en uvant og overstimulerende oplevelse.

Senere i puberteten blev jeg voldsomt vred på min far, men jeg turde på ingen måde konfrontere ham med min vrede og skuffelse, så det gik fuldstændigt uretfærdigt ud over min stakkels mor. Han må have hørt mit raseri i køkkenet, men kom ikke ud af stuen.

Da jeg blev gammel nok til at læse fandt jeg ud af noget omkring at forstå følelser gennem de mange bøger jeg læste.  Det var dog ikke noget jeg talte med nogen om.

Jeg lå under dynen med en nefalygte og læste, da det naturligvis var forbudt at læse så sent.

Minder om Barndommens Jul

Jeg skulle nok lave noget af alt, det der hører sig til her til jul. Jeg har dog mere lyst til at tænke tilbage på min barndoms jul i Herlev fra 1954-1969. 1970 var min første jul hjemmefra og er beskrevet i Min Fars Julehilsen.

Continue reading “Minder om Barndommens Jul”

Legehuset

image034-1
Vi sidder foran legehuset, da det var nyt. De blå skifersten ses til højre

Noget helt særligt var at vores far lavede et legehus til os, da vi havde boet i det nybyggede hus et år. Vi var fire år, da vi fik det. Jeg husker intet om, at han forklarede, at han ville lavede det. I det hele taget blev vi ikke forberedt på ting, hverken gode eller dårlige ting. Det er noget man ved mere om i dag, at det er godt for børn at blive forberedt. Han havde lavet meget i huset og i haven, så det var flot at han allerede kunne lave det hus så tidligt i forløbet.

Continue reading “Legehuset”

Museumsbesøg i Edinburgh

Når jeg rejser kigger jeg altid efter muligheden for at se museer om barndom og legetøj gennem tiderne. I England har jeg set den store afdeling af V&A”Museum of childhood” i Bethnal Green i London. Desuden en National Trust “Sudbury Hall & Museum of Childhood” udenfor Stoke-on-Trent, som er kendt for deres fine porcelæn. Dette landsted indeholder børnenes historie, som enten tjenestefolk, skorstensfejerdrenge eller fra de øverste klasser og deres legetøj og mangel på samme. Begge steder meget er meget seværdige. Sudbury Hall blev også brugt som opholdsted for evakurede Manchester børn under krigen.

Som altid i England er der caféer og butik tilknyttet, hvilket gør besøget så meget mere minderigt. National Trust er en organistation, der via salg af smukke ting og medlemskaber bevarer de fine gamle herregårde, parker, museer og andre bygninger, som bør bevares. Der er altid frivillige guider, der fortæller levende om tingene og indretningen.

Museum of Childhood

På en tur til Edinburgh her i juli 2016 fandtes en del helt gratis museer. Herunder “Museum of Childhood” i den gamle del af byen fra middelalderen, kaldet “The Old Town”. Området har været livsfarligt at bo i, da der hverken var rindende vand eller kloakering. Det er svært at forstå, hvordan man overlevede i et tæt befolket område med de vilkår.  Nu flokkes turisterne for at se de gotisk inspirerede bygninger, og smalle stræder med masser af forretninger med kilte og huer og halstørklæder i skotstern og sækkepipespillende gademusikanter ffra morgen til aften.

Porcelænsdukker og dukkevogne

Jeg forsøgte at få en guide til at fjerne tæppet på den nyeste dukkevogn, så jeg kunne se den på siden, men det var kun “Curator”, der kunne gøre den slags. Desværre stod der intet om dukken med tæppet under nakken.

 

Cykler og biler og udendørslege

 

 

Dukkehuse

 

 

Børneudstyr

 

 

Porcelænet er fra Royal Doulton og fås endnu, selvom det er noget af et arbejde at finde det.

Jeg faldt for en blikæske med usunde kiks, dog kun fordi, der var de skønneste sækkepipespillende katte på forsiden. For at støtte museet fandt jeg et par publikationer om 1950-erne.

Yndlingsfoto fra barndommen

Jeg har altid elsket gamle sort/hvide fotos. Der hang en del på min mormors væg i Bagsværd og heldigvis har jeg arvet dem. Jeg er ikke sikker på at andre i familien er lige interesserede. Min mormor Asta havde en sød lillebror, som jeg aldrig har mødt. selvom han levede til engang i 1970-erne.

Continue reading “Yndlingsfoto fra barndommen”

Min veninde

For godt tyve år siden flyttede jeg og familien tilbage til Danmark. Denne gang til Herning i Midt/Vestjylland. Jeg havde boet fem år i Uppsala Sverige og troede ALDRIG at jeg skulle returnere. Jeg kom til en anden landsdel, er vokset op i Herlev, og har boet som ung i København, hvor jeg også fik mine børn i Vanløse og på Frederiksberg.

Continue reading “Min veninde”

En lille pige med det, jeg drømte om

I min jagt på billeder af gamle barnevogne og dukkevogne har jeg fået kontakt med flere spændende mennesker. En af dem er en Flemming L. fra Sundby Lokal Historiske arkiv. Jeg havde undret mig meget over Itkin fabrikken, som jeg vidste lå på Amager Strand de sidste 15 år af deres aktive tid og hvad var så årsagen til at de også hed Skandinavisk Barnevognsfabrik?

Continue reading “En lille pige med det, jeg drømte om”