I mellem de mange firmaer jeg er stødt på, er der et Fr.Nielsens Barnevognsfirma fra Nørrebro i København. Desværre er brochuren udateret, men stilen er meget gammel og priserne helst vidunderlige. Det har dog sikkert været dyrt nok dengang og kun de mest velstillede familier kunne købe nyt udstyr.
Continue reading “Gammelt barnevogns-og legetøjsfirma- Fr. Nielsens Barnevognsfabrik”
Max Josef Itkin f.1886 i Rusland, kom til Danmark som barnevognsfabrikant via Sverige i 1908. Han og hans kone Elsa Itkin (f.1890 i Hamburg) bosatte sig i Elmegade på Nørrebro. Han var alene om at arbejde på barnevognene fra sit første værksted på Frederik 7’s gade på Nørrebrø, men fik hjælp af sin bror.
Da jeg selv fik min førstefødte i 1980 var der kun to kendte danske barnevognsfabrikker herhjemme. Den ene var Odder, som findes endnu og har navn efter byen udenfor Aarhus. Stifteren havde det flotte navn Roland Petry og kunne have givet sine vogne dette navn. En anden med et flot navn er indvandreren Max Josef Itkin, der omkring 1911 begyndte sin fabrik på Landemærket 9, i det indre København. Hans fabrik blev kaldt Scandinavisk barnevognsfabrik og flyttede til Amager Strand engang i 1950-erne, da de store børneårgange var på sit højeste. Se min artikel om Itkin om et par dage.
Jeg har længe ledt efter spor af Scandia fabrikken, som konkurrerede så hårdt med Odder i min tid som ung mor. Først forleden, da jeg kiggede en masse scannede billeder igennem fra Småtryksamlingen på det Kgl. Bibliotek fandt jeg navnet Oluf Christiansen sat på tværs over Scandiamærket fra først i halvtredserne. Da jeg slog hans navn op kom der lidt information op om fabrikken, der lå i Herlev i min barndom. Generatorvej 14, 2730 Herlev. Tænk om jeg havde vidst det og i min barndom kunne have fået en lille omvisning. Jeg som sværmede for barnevogne allerede dengang. Men eftersom jeg nok holdt det for mig selv, blev der ikke mere af det.
Fabrikken har været ny i 1952 så jeg regner med at det er et af de første kataloger
På mærket ses fabrikantens navn Oluf Christiansen i ringen udenom Scandia
Fra ca. samme tid 1958
Scandia blev i 1998 opkøbt af Odder på et tidspunkt og fortsatte produktionen af begge mærker på fabrikken i Odder. Odder er opkøbt af blandt andet børneudstyrforretningskæden BabySam. Mærket Scandia laves ikke mere.
Jeg valgte en Scandia (Conny) til min førstefødte, fordi den var væsentligt billigere end en Odder og alligevel pæn. Moden var skiftet fra det meget romantiske i engelsk stil til det mere enkle. På Småtryksamlingen fandt jeg en brochure fra 1978 med den samme model bare i fløjl. Min var i mørkeblå nylon. Den blev aldrig sig selv efter en flyvetur til Mallorca. Den kolde luft og ublid behandling flænsede den op i kalechen og i siden. Dog blev den repareret og holdt til mine fire børn, der kom i hurtig rækkefølge på 6 år.
Når jeg rejser kigger jeg altid efter muligheden for at se museer om barndom og legetøj gennem tiderne. I England har jeg set den store afdeling af V&A”Museum of childhood” i Bethnal Green i London. Desuden en National Trust “Sudbury Hall & Museum of Childhood” udenfor Stoke-on-Trent, som er kendt for deres fine porcelæn. Dette landsted indeholder børnenes historie, som enten tjenestefolk, skorstensfejerdrenge eller fra de øverste klasser og deres legetøj og mangel på samme. Begge steder meget er meget seværdige. Sudbury Hall blev også brugt som opholdsted for evakurede Manchester børn under krigen.
Som altid i England er der caféer og butik tilknyttet, hvilket gør besøget så meget mere minderigt. National Trust er en organistation, der via salg af smukke ting og medlemskaber bevarer de fine gamle herregårde, parker, museer og andre bygninger, som bør bevares. Der er altid frivillige guider, der fortæller levende om tingene og indretningen.
På en tur til Edinburgh her i juli 2016 fandtes en del helt gratis museer. Herunder “Museum of Childhood” i den gamle del af byen fra middelalderen, kaldet “The Old Town”. Området har været livsfarligt at bo i, da der hverken var rindende vand eller kloakering. Det er svært at forstå, hvordan man overlevede i et tæt befolket område med de vilkår. Nu flokkes turisterne for at se de gotisk inspirerede bygninger, og smalle stræder med masser af forretninger med kilte og huer og halstørklæder i skotstern og sækkepipespillende gademusikanter ffra morgen til aften.
Jeg forsøgte at få en guide til at fjerne tæppet på den nyeste dukkevogn, så jeg kunne se den på siden, men det var kun “Curator”, der kunne gøre den slags. Desværre stod der intet om dukken med tæppet under nakken.
Porcelænet er fra Royal Doulton og fås endnu, selvom det er noget af et arbejde at finde det.
Jeg faldt for en blikæske med usunde kiks, dog kun fordi, der var de skønneste sækkepipespillende katte på forsiden. For at støtte museet fandt jeg et par publikationer om 1950-erne.
Jeg har altid elsket gamle sort/hvide fotos. Der hang en del på min mormors væg i Bagsværd og heldigvis har jeg arvet dem. Jeg er ikke sikker på at andre i familien er lige interesserede. Min mormor Asta havde en sød lillebror, som jeg aldrig har mødt. selvom han levede til engang i 1970-erne.
Det er svært at tale om, dog er det vigtigt at gøre det. Jeg har netop genindmeldt mig i Folkekirken, da det så er mere enkelt for de efterladte. I den anledning fik vi besøg af en yngre præst og det blev en god oplevelse. Vi kan aldrig forlange at vi har helt ens holdninger, men Guds ord, der læses op og salmerne, der synges giver stærke minder til barndommen.
For godt tyve år siden flyttede jeg og familien tilbage til Danmark. Denne gang til Herning i Midt/Vestjylland. Jeg havde boet fem år i Uppsala Sverige og troede ALDRIG at jeg skulle returnere. Jeg kom til en anden landsdel, er vokset op i Herlev, og har boet som ung i København, hvor jeg også fik mine børn i Vanløse og på Frederiksberg.
I min jagt på billeder af gamle barnevogne og dukkevogne har jeg fået kontakt med flere spændende mennesker. En af dem er en Flemming L. fra Sundby Lokal Historiske arkiv. Jeg havde undret mig meget over Itkin fabrikken, som jeg vidste lå på Amager Strand de sidste 15 år af deres aktive tid og hvad var så årsagen til at de også hed Skandinavisk Barnevognsfabrik?
Jeg ved godt at jeg ofte har skrevet om barnevognene fra fyrrene og halvtredserne, men det emne kan vendes og drejes og fortjener at blive belyst. Denne lille artikel omhandler dem, jeg synes er de smukkeste. Klapvognene var måske ikke behagelige, men designet var der kælet for. (Forsidebillede tilhører Dorthe Lohmann og er fra 1929)
I dag genhørte jeg en del af et interview fra 1973, som min tvillingebror lavede med vores mormor i hendes hjem i Bagsværd, hvor hun boede efter hun var blevet enke i Holbæk i 1957. Hendes fire børn boede i Bagsværd/ Lyngby, Vangede og Herlev og ønskede hende nærmere dem. Hvordan hun selv oplevede det, ved jeg ikke andet, end jeg tror hun led af savn efter sit netværk i Holbæk og prøvede at overkomme savn og sorg fra barndommen og ungdommen i Nyboder i København.
Barn&Mor 