Min far var ikke en mand af så mange ord, men brugte ordsprog og vendinger som ovenstående. Det var netop et meget centralt budskab, for han tålte ikke støj, da han sov så dårligt om natten. Han var en opfindertype, som elskede at gå alene nede i kælderen og lave ting.
Ammet mod alle odds. Amning er noget, man gør af overbevisning. Det er også noget, der ofte går i arv. Min mormor har ammet sine børn. ( Der kan dog være masser af forhindringer til at gennemføre en amning, trods nok så stor en overbevisning.) Min morfar skriver om min moster Eva blev ammet godt et år trods slemme mælkebylder. Eva blev født i 1921 og var februarbarn. Jeg har som sundhedsplejerske mødt mødre med brystbetændelse og visse med lang behandling hos egen læge og på sygehus for bylder, opstået som mælkeknuder. I dag har vi antibiotika, men det havde man ikke dengang, før langt senere. Først Sulfapræparater og siden penicillin.
De første svage minder om indkøb går tilbage til treårsalderen, hvor vi stadig boede i København 2400 NV kvarteret. Der lå en lille Irma et sted i nærheden af Tøjmestervej. De havde en taburet med slidt billede af Irmapigen på, måske kunne sædet køre rundt. Der var smørdritler, hvorfra smørret blev taget i små portioner til kunderne. Det er sikkert blevet pakket ind i pergamentpapir. Det var ikke selvbetjening.
Jeg ved at jeg blev madet længe, for jeg husker skeen, der skrabede op ad hagen helt fra da vi var flyttet i hus i Herlev i 1954 og da var jeg tre år. Det har nok med den besværlige storvask at gøre. (Mine børnebørn har spist selv fra et-årsalderen). Det var altid min far der madede mig og min mor, der madede Torben.
Min mor Ruth var vokset op med en far, som havde mistet sin første kone i den spanske syge i 1919 og deres lille dreng døde, da han var et par måneder gammel året før. Min morfar Emry blev uendelig bange, når børnene fik infektioner for dengang i 1920-erne var penicillinen ikke opfundet endnu og en lungebetændelse kunne være dødelig ligesom difteritis var det. Den angst han havde, arvede min mor.